Pasningsvejedning

Amazonpapegøje

Dette er en generel pasningsvejledning til amazonpapegøjer, men man skal altid tjekke, hvilke specielle krav der findes til pasning af ens papegøje

Sociale behov/floksammensætning
Det må absolut frarådes at anskaffe sig en vildfangen fugl af flere grunde. Vildfangne fugle kan være indfanget og transporteret under dyreværnsmæssigt kritisable omstændigheder og kan være smittede med forskellige indre og ydre parasitter. Disse fugle er i sagens natur ikke vant til at leve i bur, vil have sværere ved at trives i fangenskab, bl.a. vil det være langt sværere at gøre dem tamme.
Amazonpapegøjer er sociale dyr, der trives langt bedre parvis, end hvis de holdes alene. Mere end to amazonpapegøjer i samme bur eller voliere kan ikke anbefales, medmindre der skulle være tale om meget store volierer, som dem man kender fra zoologiske haver mv.
Hvis man ikke ønsker, at papegøjerne skal yngle, kan man holde enten to hanner eller to hunner sammen, men sammensætning af to fremmede amazonpapegøjer, uanset køn, skal altid ske med forsigtighed, da de kan være meget stridbare over for hinanden.
Både hanner og hunner kan holdes sammen, såfremt de kan enes som individer. Nogle papegøjer danner par for livet.

Fodring
Det har førhen været almindeligt at bruge grit i form af sand/grus som bundlag i bure til stuefugle. Der er dog flere grunde til, at man er begyndt at gå bort fra dette.
Grit i form af uopløseligt grus/sand/småsten er generelt ikke nødvendigt for papegøjer (ordenen Psittaciformes), der afskaller frøene med næbbet, inden de sluger dem. Tværtimod er der efterhånden en del, der tyder på, at uopløseligt grit i visse tilfælde kan ophobes i muskelmaven (kråsen) på papegøjerne, hvilket kan forårsage forstoppelse, der kan være yderst farlig for fuglenes helbred. Dette gælder især for de større papegøjer som f.eks. amazonpapegøjer og nymfeparakitter.
Til mindre papegøjer såsom undulater og spurvefugle som f.eks. kanariefugle og pragtfinker kan man give en smule grit én gang ugentligt. Brug helst organisk/opløseligt/kalkholdigt grit i form af sepiaskaller og østersskaller (varmebehandlede strandskaller, fås i dyrehandler), der ikke giver samme risiko for forstoppelse og kan virke som kalktilskud, samtidig med at det giver en sund aktivering af fuglene, når de bearbejder skallerne. Østersskallerne må gerne være tilsat lidt trækul, der i små, kontrollerede mængder kan gavne fordøjelsen.

Papegøjer skal altid have adgang til frisk foder hele døgnet rundt.
Som grundkost kan man give en alsidig papegøjeblanding, bestående af solsikke, diverse hirsesorter, hamp, jordnødder, saflorfrø mv. Dog skal man passe på med at give for mange jordnødder og solsikkefrø, da disse fødeemner feder meget.
Suppler med frugt og grønt (se nedenstående).
I de senere år er det blevet muligt at købe færdiglavet pelleteret foder (foder i pilleform) til brug som supplerende grundkost til stuefugle. Fordelen ved dette foder som grundkost er, at det på forhånd er afstemt efter fuglens ernæringsmæssige behov for forskellige næringsstoffer, vitaminer og mineraler, hvilket hjælper til at sikre, at ens fugle altid får dækket disse behov. Til sammenligning kan frøblandinger i nogle tilfælde være for energirige/fedende og har ofte ikke den korrekte afbalancering af de forskellige vitaminer og mineraler, som er nødvendige for fuglene. Man skal også huske, at mange fugle er gode til at udvælge sig lækkerbidder i foderet og vil prøve at spise disse først og lade de »kedeligere« fødeemner inden for frø, frugt og grønt ligge, hvis det er muligt for dem. Det kan derfor være svært at sørge for, at ens fugls behov bliver opfyldt, hvis man udelukkende fodrer med frøblandinger og frugt/grønt. Vær opmærksom på at pelleteret foder skal holdes adskilt fra grønt/frugt og skiftes dagligt, da det ellers kan udvikle mug.

Har man fugle, der ikke har fået pelleteret foder før, og man ønsker at skifte dem over på dette, skal det ske gradvist, og det kan være nødvendigt at lokke fuglene til at spise det nye foder med små fif/teknikker i starten. Nogle fugle er vanedyr, når det kommer til kosten, og kan i begyndelsen være meget stædige med at afvise nye fødeemner, der ikke lige er godbidder. Man kan evt. rådføre sig med dyrlægen eller dyrehandleren når man køber det pelleterede foder.
Pillerne kan fås i nogle dyrehandler og hos dyrlæger og fås i forskellige pille-størrelser, passende til de forskellige slags fugle. Supplér hver dag med frø, grønt og frugt.
Såfremt man fodrer med pelleteret foder, vil den rette vægtmæssige balance mellem fodergrupperne være: Ca. 30 % frøblanding, 40 % frugt og grønt og 30 % pillefoder.

De fleste former for frugt og grøntsager kan tåles af amazonpapegøjer. Giv dog aldrig avocado eller kartofler, da begge indeholder stoffer, der er giftige for fuglene. Husk altid at give usprøjtet/økologisk frugt og grønt. Nogle ting, som f.eks. æble, gulerod, pære, vindruer, appelsin, er særligt eftertragtede. Man skal være opmærksom på, at nogle frugter (f.eks. vindruer og visse nye æblesorter som f.eks. granny smith) primært indeholder vand og sukker og har lavt indhold af fiber og forskellige vigtige mineraler og vitaminer. Mere ernæringsrigtige eksempler på frugt kan være: Friske rønnebær, hindbær, hyldebær og »gammeldags« danske æblesorter. Indkøbt frugt bør skylles grundigt, inden det gives til fuglene. Prøv også med frugten fra vilde hybenroser, plukket fra et ikke-forurenet område (kan indsamles og fryses for senere optøning). Det er et af de allerbedste foderemner til amazonpapegøjer og kan indsamles gratis om efteråret. Pas på, at der ikke er brugt sprøjtemidler eller er meget bilos de steder, hvor der plukkes.

Fjern kerner/sten fra frugten inden servering, da disse kan være giftige/skadelige for fuglene.
Bland aldrig vådt foder som frugt og grøntsager med tørt foder som frø, pelleteret foder osv., for hvis det tørre foder begynder at mugne (og det gør det hurtigt, hvis det bliver fugtigt), kan det være meget giftigt for fuglen at spise. Fodr derfor med frø, grønt/frugt og evt. pelleteret foder i tre separate skåle. Frø bør altid opbevares i pakker/poser af papir, da indpakning i plast kan medføre, at frøene mister næringsværdi. Samtidig risikerer man at lukke fugt ind til frøene, så der kan dannes mug/svampesporer. Skålen med frøblanding blæses ren for tomme frøskaller (gøres udendørs) og fyldes op hver dag.

Amazonpapegøjer holder også meget af spiret frø. Køb f.eks. bønnespirer hos grønthandleren eller lav selv en spireblanding bestående af solsikke, hvede og grønne bønner (mungbønner). Spireblandingen sættes i blød i vand i 24 timer, skylles grundigt og anbringes i en sigte eller spirekasse (fås i supermarkeder og helsekostforretninger), hvor det spires i yderligere 24 timer. Spireblandingen skal skylles grundigt under den kolde vandhane inden den gives til fuglene.

Amazonpapegøjer kan tilbydes lidt proteintilskud, hvilket kan gives i form af æggefoder (kaldes æggefoder eller opmadningsfoder i dyrehandelen). En passende mængde kan f.eks. være 1 spiseskefuld pr. fugl en til to gange om ugen. Æggefoderet gives sammen med grundfoderet.
Som kalktilskud til papegøjer kan man give en kalkblok og/eller lidt sepiaskaller i ny og næ.
Papegøjer skal altid have adgang til frisk vand via et drikkekar i stål, evt. et pumpeglas, da vandet ikke bliver så hurtigt beskidt i dette. Også gerne i form af en lidt større vandskål, hvor de har mulighed for selv at bade. Ikke alle amazonpapegøjer går frivilligt i bad, og da kan det være en god idé at give dem en overbrusning med vand fra en blomsterforstøver.

Burindretning
Buret til to amazonpapegøjer bør være ca. 120 x 90 x 150 cm (højde x længde x bredde), men gerne større, og allerbedst er en flyvevoliere, så fuglene har mulighed for at bruge deres vinger, når de har lyst til det. Buret skal være lavet af et kraftigt og solidt materiale, da amazonpapegøjer bruger deres stærke næb flittigt. Holdes fuglen/fuglene i et bur af minimumsstørrelse, skal de hver dag have mulighed for at komme ud på en flyvetur, hvor de kan få rørt vingerne. Brug altid firkantede bure, ikke runde. Runde/buede bure kan forvirre og stresse fuglene.
Som bundlag i buret kan man bruge barkflis (fås i dyrehandler), der har den fordel, at barkstykkerne er store nok til, at fuglene ikke finder på at sluge dem, samtidig med at selve materialet har en desinficerende effekt. Alternativt til dette kan man bruge »Gnavz«-flager, som er et ikke-støvende naturprodukt fremstillet af plantefibre og tang, eller spånpiller/»strø« (kan købes i dyrehandler). Man skal dog altid holde øje med, om ens fugle ynder at spise af bundlaget, i så fald bør man skifte bundlagstype.

Bruger man sandpapir, skal det aldrig bruges alene som bundlag i buret, og man bør købe en variant fremstillet til fugle, som ikke indeholder skadelige stoffer såsom lim (købes i dyrehandler).
Der skal være naturpinde i forskellige tykkelser i buret, altid flere stykker, som anbringes forskudt i buret, aldrig oven over hinanden. Grenene skal være så tykke, at fuglenes tæer kun kan nå ¾ rundt om grenen, og lad bark, kviste, knopper osv. blive siddende. Tilbyd også en stor sten til at slibe kløer på.

Af træarter kan usprøjtede grene af alle frugttræer samt bøgetræer, birk, hassel og ahorn m.fl. bruges. Stil aldrig foderskåle mv. ind under siddegrenene, da fuglene så kan få afføring ned i skålene.
Buret skal altid stå hævet over jorden, så man undgår træk, samt ikke for koldt og ikke i direkte sollys.

Rengøring
Vandet skiftes, og karret/drikkeflasken afvaskes dagligt. Frugt/grønt og frø udskiftes hver dag. Pelleteret foder skal skiftes dagligt, da det hurtigt kan mugne. Uspiste rester af proteintilskud fjernes, dagen efter det er blevet sat ind i buret. I varme perioder kan fuglene dusches eller tilbydes en stor skål vand til badning. Brug kuldslået eller lunkent vand.
To gange ugentligt renses hele buret, der gives nyt bundmateriale, nye klatrepinde, og der vaskes vandskåle. Et par gange om måneden vaskes hele buret af for afføring m.v. Hvis barkflis bliver meget fugtig/våd, kan der komme svampesporer, og i så fald skal bundlaget skiftes med det samme, og buret rengøres i bund. »Gnavz« er god til at suge fugt og bør ikke udvikle mug, såfremt det skiftes ugentligt.

Håndtering
Papegøjer kan være svære at håndtere, da de kan være frygtsomme/aggressive, særligt hvis de er vildfangne. Hold altid fast, men nænsomt ned om vingerne, da de ellers kan brække, og så langt nede på kroppen, at fuglen ikke kan bide. Benyt evt. tykke handsker, f.eks. hvis fuglen skal have medicin. Lær langsomt papegøjen at blive tam, beløn den med godbidder. Bemærk at en opdrættet papegøje vil blive meget hurtigere tam end en vildfangen.

Aktivering
Aktivering er vigtigt, da papegøjer er intelligente dyr, der kræver meget stimulering, ellers kommer de meget let til at kede sig.
Selskab fra artsfæller er meget vigtigt hér. Aktivér også med friske, usprøjtede grene med skud, bark, knopper osv., fuglene er vilde med at pille i dem.
Giv foder osv. i hele stykker. Giv evt. en lille nød som godbid eller belønning indimellem, f.eks. når papegøjen skal lære nye ting.

Lukkes dagligt ud af buret, lav f.eks. et klatretræ, som papegøjerne kan klatre/sidde i. Husk at lukke alle døre og vinduer og fjerne det, der kan være farligt for fuglene. Store ruder bør være dækket af tynde gardiner el. lignende, når fuglene er ude af buret, da de ellers vil kunne komme til at flyve mod ruderne med slemme skader til følge.
Man kan hænge forskelligt legetøj op i buret, men vær opmærksom på at det ikke må være fremstillet af bly eller andet blødt metal, da det vil kunne give fuglene forgiftning.
Duschbad indimellem, især om sommeren.
Stilles udendørs et par timer dagligt i sommerhalvåret – husk at dække buret til, så der ikke er træk, og fuglen har mulighed for at søge skygge.

Livsforløb/formering
Amazonpapegøjer er kønsmodne, når de er ca. 2-3 år gamle.
De lægger som regel 3-4 æg pr. kuld, og æggene udruges på 26-28 dage.
Amazonpapegøjers levetid er normalt op til ca. 40 år, men de kan i visse tilfælde blive helt op til 70 år gamle.

Sundhed/sygdom
Amazonpapegøjer tåler ikke træk og kulde, slet ikke i vinterhalvåret, da især ældre papegøjer meget nemt kan få lungebetændelse.
Undgå at stille buret for varmt eller i direkte sollys, f.eks. bag en solbeskinnet rude, da det kan medføre hedeslag.
Ved kedsomhed kan unormal adfærd som »drejesyge« og fjerpilning udvikles.
De er tilbøjelige til at blive overvægtige, undgå derfor at fodre for ensidigt med meget energiholdige frøblandinger, nødder eller andre fede fødeemner.

Vil du vide mere:
Landsorganisationen Danske Fugleforeninger

Chinchilla

Man har i mange år opdrættet chinchillaer for at bruge deres pels, og i dag er chinchillaen et meget almindeligt familiedyr

Sociale behov/floksammensætning  
Chinchillaer er i naturen flokdyr, hvorfor de bør have selskab af artsfæller. Det er bedst at købe chinchillaerne samtidigt som unger, da det kan give problemer at sætte voksne individer sammen. Det er bedst at holde hanner sammen, men der må så ikke være hunner i samme bur.
Hvis man gerne vil have sin chinchilla parret, skal man være forsigtig, når hunnen og hannen sættes sammen. Hunnen skal være mindst 9 måneder, før man parrer den, og en han, der er ældre end hunnen, vil være bedst, da han så ikke vil være så voldsom mod hunnen, og omvendt. Lad dyrene se hinanden an, og sæt dem sammen på hannens territorium, dvs. i hans bur.
Hvis den ene i et par (to hanner eller en han og en hun) dør, er det bedst at sætte en unge ind til den tilbageblevne voksne, helst inden der er gået to uger.
At holde flere chinchillaer kræver, at man giver dem et meget stort bur, så chinchillaerne altid kan »gå hver til sit«, når de har brug for det.

Fodring
Chinchillaen lever naturligt i områder, hvor der findes meget lidt og tør føde. En chinchillas tarmsystem er derfor specialiseret til at kunne udnytte meget tør og fiberrig føde og kan blive alvorligt syg, hvis den fodres med andet. Det er derfor meget vigtigt, at man udelukkende fodrer chinchillaen med specialfremstillede chinchillafoderpiller. Chinchillaen tåler ikke almindelig gnaverblanding, chinchillagnavepinde eller tørret frugt. Desuden skal chinchillaen altid have adgang til frisk hø og vand (f.eks. i en drikkeflaske, vandet skal skiftes dagligt).
Hvis man føler sig fristet til at fodre sin chinchilla med andet, skal det være i meget små mængder, og stadig meget enkelt og tørt foder. Man kan f.eks. tilbyde den en ekstra tørret rosin, et lille stykke kiks, valset tørret majs eller en ært som godbid, gerne i situationer hvor man vil gøre chinchillaen mere tam, f.eks. ved håndtering.
Chinchillaen er aktiv om aftenen og natten, så det er bedst at fodre den om aftenen. Der bør være fri adgang til foderpiller, mens de nævnte godbidder kun skal gives lidt ad gangen. Ellers kan de let foræde sig. Husk at der altid skal være adgang til frisk hø. Høet placeres i en høhæk og skiftes dagligt, så det altid er superfriskt. Gammelt hø kan være livsfarligt for chinchillaer og må derfor ikke smides ned på burbunden. Selvom man fjerner høet dagligt, vil lidt altid blive liggende, og dette er nok til kunne gøre chinchillaen syg, hvis den spiser det.

Burindretning
To chinchillaer skal have et højt bur, der måler minimum 80 x 80 og 100 cm i højden, meget gerne større, og en rigtig voliere er altid at foretrække. Det kan være svært at købe bure i den størrelse, kan man i stedet sætte flere bure sammen oven på hinanden (Gnaverbur: 80 x 50 og 40 cm i højden, samt chinchillabur 80 x 50 x 70 cm). Det er vigtigt, at chinchillaerne ikke er i buret hele tiden, men også får nogle løbeture uden for buret, helst hver dag, især hvis man bruger et mindre bur.
Buret skal stå lyst, tørt, uden træk og ikke i direkte sollys, da chinchillaer ikke må få det alt for varmt, dvs. rumtemperaturen må maks. være 27-28 C. Man skal være helt sikker på, at der ikke er træk, der hvor buret står, ellers skal der sættes nogle isoleringsplader op på tre sider af buret.
Chinchillaen er meget afhængig af en sovekasse. Her kan den finde ro, når den om dagen skal sove. En lukket kasse af træ eller keramik med et lille indgangshul er det bedste. Sæt sovekassen op i buret, den skal ikke stå på jorden. Desuden skal man sætte klatre- og siddegrene op i buret, ligesom chinchillaen meget gerne vil bruge nogle flade brædder til at sidde på. Som strøelse kan bruges høvlspåner, men da dette hurtigt udvikler sig til en ren bakteriebombe, er det faktisk bedre at bruge et papirbaseret alternativ. Velegnede alternativer til høvlspåner som bundlag kan f.eks. være sammenpresset papir (kan fås i dyrehandler) eller køkkenrulle i strimler (papiret skal være ubleget og uparfumeret). Disse materialer opsuger fugt og urin godt, og man undgår det støv, som høvlspåner kan give i buret.

Én gang om dagen skal man sætte et kar med sand ind til chinchillaen. Karret skal helst have en høj kant, gerne minimum 10 cm, og en diameter på minimum 18-20 cm. Sandlaget skal være ca. 2-4 cm tykt. Sandbakken skal kun stå inde en halv time dagligt, da der ellers vil spredes meget støv i lokalet, der kan være usundt for mennesker at indånde. Chinchillaen skal bruge dette sand til at bade sin pels i, og det er meget vigtigt for chinchillaen, da dens pels ellers bliver meget uplejet. Det er vigtigt, at man kun bruger det helt specielle, meget fine chinchillasand, som kan købes hos en dyrehandler. Brug aldrig andet sand, ikke engang sand fra stranden. Det kan være en fordel at sætte en kant nederst i buret, så der ikke ryger sand ud til alle sider, når chinchillaen sandbader.

Rengøring
Chinchillaen er god til at udnytte den væske, den indtager, og derfor tisser den ikke så meget. Det er derfor nok at skifte bundlaget i buret et par gange om ugen, især hvis man bruger papirstrimler. Fjern også høet i redekassen for at undgå, at der ophobes fugt og bakterier i det. Fjern eventuelt beskidte/gamle grene, og sæt nye ind i buret.
Chinchillaen taber regelmæssigt nogle fine hårtotter. Disse hårtotter kan støvsuges væk fra buret (uden chinchillaen er i buret), da de ellers tit vil flyve rundt i lokalet.

Håndtering
Hvis chinchillaen ikke er tam fra starten, må man langsomt vænne den til at være sammen med én og mennesker generelt. Giv den godbidder igennem buret og væn den til, at den bliver kælet forsigtigt for inde i buret. Fang aldrig en chinchilla ved at løfte den i halen eller gribe den hårdt om maven. Den rigtige måde at løfte en chinchilla på er at gribe fat helt inde om haleroden, støtte med den ene hånd under chinchillaen og med den anden under brystet på den. Hold den gerne inde under blusen, når den håndteres, så den kan vænne sig til din duft og til at blive håndteret.
Chinchillaer er gode til at springe og hoppe, så man skal passe på ikke at tabe den, eller at den hopper fra én. Når den løber frit ude, kan den løbe meget hurtigt og hoppe højt, så luk alle døre og vinduer.

Aktivering
Chinchillaen er aktiv om aftenen og natten, og det meste af dagen sover den og har brug for ro.
Chinchillaen er et meget aktivt dyr, der godt kan lide at bevæge sig. Derfor vil det være godt, hvis man har mulighed for at lade sin chinchilla løbe ude dagligt. Først skal chinchillaen være tam, så man nemt kan indfange den igen. Dernæst skal stedet, hvor chinchillaen løber ude, være sikkert. Vær opmærksom på, at chinchillaen ikke kan komme ud, ryge ned eller komme i klemme, ligesom der f.eks. heller ikke skal være en hund eller kat i lokalet. Husk også på at tage højde for, at chinchillaer kan finde på at gnave i ledninger!

Herudover skal chinchillaen have noget at beskæftige sig med i buret. Redekasse og siddehylder, friske, usprøjtede grene med bark og knopper og frisk hø er vigtige elementer i et godt chinchillabur.

Livsforløb/formering
Chinchillaen lever gennemsnitligt omkring 10 år, men kan godt blive op til 20 år, en meget høj alder sammenlignet med de fleste andre gnavere. Chinchillaer bliver kønsmodne, når de er 4-5 måneder, men bør ikke parres, før hunnen er mindst 9 mdr. af hensyn til hendes vækst og helbred. Hunnen er drægtig ca. 111 dage og føder normalt 1-4 unger. Start tidligt med at håndtere ungerne kortvarigt, lad moren være i nærheden, giv hende evt. en godbid imens.

Sundhed/sygdom
Chinchillaen er en gnaver og har derfor rodåbne tænder, den skal kunne slide naturligt, f.eks. ved at gnave barken af grene. Har chinchillaen ikke det rigtige at gnave i, kan tænderne vokse op i ganen/kinderne, hvilket vil være et både smertefuldt og alvorligt helbredsproblem.
Chinchillaens tarmsystem kan ikke tåle andet foder end speciallavet chinchillafoder (den bliver meget let forstoppet ved forkert fodring) – fodr den derfor aldrig med andet, undtagen enkelte godbidder af tørt foder som kiksestykker, tørrede ærter og majs.
Trommesyge er en livstruende tilstand af luftudspiling af tarmene. Den opstår pga. en luftproducerende fejlgæringsproces i tarmene på chinchillaen. Gæringsprocessen kan skyldes bakterier fra f.eks. gammelt/beskidt hø eller for megen væske i foderet (se Fodring). Søg straks dyrlæge, hvis chinchillaens mave virker opsvulmet.
Pelsbid kan opstå ved forskellige stress-situationer såsom sygdom, uvant aktivitet omkring dyret, temperaturudsving, støj, træk, men også som resultat af manglende aktivering/kedsommelighed. Det er vigtigt, at chinchillaens burindretning kan aktivere den tilstrækkeligt.
Chinchillaer kan smittes med parasitter fra fugle og bør derfor ikke holdes tæt på disse. Vær opmærksom på, om dyr, man køber, har været holdt sammen med fugle. De kan være smittede.

Vil du vide mere:
http://www.chinchillaforum.dk/  

^ Til toppen

Hamster

Guldhamster (Mesocricetus auratus), kinesisk ("dværg"-) hamster (Cricetulus griseus) og ægte dværghamstere (Phodopus spp., f.eks. Campbells dværghamster (Phodopus campbelli), vinterhvid dværghamster (Phodopus sungorus) og Roborovskis dværghamster (Phodopus roborovskii)) er blot nogle af de mange hamsterslægter, der findes. Denne vejledning skal ses som en generel vejledning, men tjek altid hvilke specifikke behov din hamster har.
 
Sociale behov/floksammensætning
De fleste dværghamsterarter er sociale i naturen og skal derfor holdes i par eller små grupper.
Man skal dog bemærke, at det ikke vil være alle individer af en social hamsterart, der kan trives sammen, og det skal man selvfølgelig tage højde for, når man sætter dyrene sammen, så man undgår slagsmål eller overdreven aggression mellem sine dyr. Dette er særlig vigtigt, når man hol-der flere kinesiske ("dværg")-hamstere sammen, da de generelt ikke er lige så sociale som de egentlige dværghamstere (Phodopus-slægten). Holder man dem i par eller grupper af samme køn, undgår man problemer med at få afsat alle de unger, et par med et eksemplar af hvert køn vil producere. I forbindelse med at sætte dyrene sammen er det vigtigt at give dem fred og ro, samtidig med at man observerer dem for at se, om de nu kan enes.

Guldhamstere lever alene i naturen og er kun sammen med andre hamstere, når de skal parre sig. En guldhamster i fangenskab kan derfor bedst lide at være alene og forsvarer sit territorium meget kraftigt, hvis der skulle komme en indtrængende hamster. Ikke engang en hun- og hanhamster vil kunne lide at være sammen, og det er derfor ikke synd at have en guldhamster alene. Dette stiller selvfølgelig nogle ekstra krav til anden form for aktivering af guldhamsteren, så den ikke keder sig og mistrives.

Fodring
Hamsteren har kun behov for en ringe mængde mad, men til gengæld skal den kunne spise af sin mad flere gange om dagen. Det er vigtigt, at hamsteren altid har adgang til frisk mad, da et så lille dyr meget hurtigt kan svækkes af sult.

Desuden er hamsteren kendt for at lave forråd – al overskydende mad bliver transporteret i kindposerne hen til forrådskammeret. Tjek derfor om hamsteren har et meget stort forråd af mad, og at der ikke ligger fordærvet mad i forrådet.
Som grundfoder til hamsteren kan man benytte færdigblandet hamsterfoder fra en dyrehandel. Det skal være foder, der er blandet specielt til hamstere, og køb aldrig foder i plastikposer.
Derudover kan man tilbyde hamsteren lidt grønt og frugt – mælkebøtter, frugtblade og frugtgrene med knopper er også en meget god idé. Husk det ikke må indeholde skadelige stoffer, det må f.eks. ikke være sprøjtet. Frugt og grønt, ligeledes gerne økologisk/usprøjtet, gives i små mængder, og husk at netop frugt og grønt hurtigt fordærves i et forråd. Hø/halm kan ikke anbefales som foder og redemateriale, da de skarpe ender derfra kan forårsage skader på hamsternes kindposer.

De fleste tror, at hamsteren udelukkende æder planteføde, og den lever da også overvejende af plantefrø og grønt. Men hamsteren spiser også insekter og larver. Tilbyd den derfor små dyr som foder i fangenskab. Melorme, græshopper o.l. kan købes, men man kan også selv finde insekter, larver og regnorme, som kan gives til hamsteren. Bryder man sig ikke om at have levende insekter i huset, kan i stedet bruges foderblandinger til insektædende fugle. Et par gange om ugen vil hamsteren gerne have en lille bid rå kalvelever eller hakket okse- og kalvekød. Giv den f.eks. et lille stykke, hvis der alligevel er okse- eller kalvekød i huset.
Godbidder til hamsteren kan være nødder, grankogler, rosiner, jordnødder og lignende – dog ikke saltede jordnødder!
Hamsteren skal altid have fri adgang til frisk drikkevand (skiftes dagligt), helst i en drikkeflaske.

Burindretning
Hamsteren er et natdyr, så den sover hele dagen og er vågen og aktiv hele natten. Derfor skal buret stå et sted, hvor det ikke ge-nerer, at hamsteren larmer om natten, og hvor den kan have ro om dagen. Desuden skal buret stå lyst, tørt og uden træk.
En hamster stikker meget let af, så buret skal være lavet specielt til hamstere, f.eks. af net med meget fine masker. Et bur til en hamster skal være minimum 75 x 35 cm og 35 cm i højden. Jo mere plads, jo bedre, og har man en art, der kan holdes sammen med andre artsfæller, skal de selvfølgelig have tilsvarende mere plads.

Brug et tykt lag spåner som bundlag. Af velegnede alternativer til høvlspåner og halm/hø som bundlag kan nævnes "Gnavz"-flager, der er et ikke-støvende naturprodukt lavet af plantefibre og tang (kan fås i dyrehandler). Flagerne opsuger fugt og urin godt, og man undgår det støv, som høvlspåner, halm og hø kan give i buret. Hamsteren har brug for noget at gnave i, så det er vigtigt, at man giver den nogle friske frugtgrene en gang imellem.
I buret skal hamsteren have en hule. Man kan give den et sovehus lavet af f.eks. træ, ler eller keramik. Pap eller plastik duer ikke, da hamsteren gnaver igennem det.

Rengøring
Hver dag skal overskydende foder fjernes, og frisk vand fyldes i drikkeflasken. Man behøver dog ikke at fjerne rester af den færdige hamsterblanding, da den godt kan holde sig frisk længere. En hamster er et meget renligt dyr, og den lægger altid sin afføring i et bestemt hjørne i buret. Det er derfor meget nemt et par gange om ugen at skifte dette hjørne.
En gang om ugen skal alt i buret skiftes, og der gives nyt bundmateriale. Lad dog lidt af hamsterens redemateriale blive, så den stadig føler sig hjemme i buret. En gang imellem skal alle ting i buret og selve buret vaskes af – brug kun varmt vand uden sæbe.

Håndtering
En hamster er et meget lille og kvikt dyr. Den stikker nemt af og kan komme ind ad det mindste lille hul. Man skal derfor holde godt øje med den, når man har den ude af buret. Man kan evt. købe en løbegård hos dyrehandleren, så man har styr på, hvor hamsteren er, så det f.eks. ikke risikerer at komme til skade.

En hamster kan bide rigtig hårdt, men den kan sagtens blive tam og vænne sig til ens hånd, hvis man behandler den roligt og nænsomt. Løft hamsteren forsigtigt med den ene hånd, og brug den anden hånd som støtte under hamsteren. Pas på med at lade hamsteren stå/sidde på hånden uden støtte, man bør istedet forme en skål med hænderne, når man har den oppe. Hvis den bliver bange, kan den falde/springe ned og komme slemt til skade. Når hamsteren i starten skal vænne sig til ens lugt, er det en god ide at man stille og roligt tilbyder den godbidder med hånden. Løft ikke hamsteren rundt om maven, og lad være med at kram-me/klemme den med hånden. Hvis det gør ondt på den, eller den bliver bange, vil den forsvare sig ved at bide og prøve at flygte.

Aktivering
Hamsteren er et meget aktivt dyr, som elsker at lave noget. Der-for er det vigtigt, at man giver den noget at beskæftige sig med, særlig vigtigt er det, hvis man har en guldhamster, som jo går alene i buret. Den skal have mange ting at gnave i, f.eks. blade, grene, grankogler, sten, rødder osv. Der kan købes mange ting til hamsteren (legetøj) i en dyrehandel, men det er altid mere spæn-dende med ting fra naturen. Hamsteren skal også have motion, f.eks. ved hjælp af et løbehjul. Vælg et solidt løbehjul, som fastgøres godt til burvæggen, så der ikke kan ske ulykker, når ham-steren bruger det. Løbehjulet skal være med fast bund, ikke tremmer, da hamsteren ellers kan beskadige sine ben, og pelsen kan sidde i klemme, hvis det drejer sig om en langhåret guldhamster.

Man kan også tage hamsteren ud på en løbetur eller i en sandkasse udendørs. Hold altid øje med, at den ikke kan slippe væk – den kan smutte ud alle steder!

Livsforløb/formering
Hamstere kan typisk leve i op til 2-3 år.
Hunnen kan få mellem 4 og 12 unger i hvert kuld!
Guldhamsterunger kan blive kønsmodne, allerede når de er fire uger gamle, og skal derfor holdes adskilt i de respektive køn eller holdes alene, hvis man ikke vil have ukontrolleret avl og slagsmål.

Sundhed/sygdom
Pga. hamsterens ringe størrelse går det hurtigt ned ad bakke for den, hvis den bliver syg. Se ikke tiden an, men gå straks til en dyrlæge. Og det er vigtigt, at hamsteren altid har adgang til mad og vand, ellers kan det let gå galt.
Pas på, når hamsteren er ude. Den kan komme ind ad et hul på størrelse med en sodavandskapsel, så den kan komme ind alle vegne.

Holdes en hamster i for kold rumtemperatur, kan den gå i hi. For at modvirke dette skal man hæve rummets temperatur og evt. varme hamsterens krop i hænderne.

Som andre gnavere er hamsteren følsom over for træk og kulde, og den kan derfor udvikle luftvejsinfektioner, som kan være dø-delige. Begynder hamsteren at nyse meget eller trækker vejret langsomt eller besværet, skal man derfor tage den til dyrlægen.

Hamstere kan få diarré, som ofte skyldes, at de fodres med for meget frisk grønt eller for hurtigt foderskift. Ved kun at fodre med hamsterblanding og hø i nogle dage går det normalt hurtigt over igen.
I forbindelse hermed skal man være opmærksom på, at der også findes en meget farligere sygdom kaldet »wet tail«, hvis symp-tomer er voldsom vandig diarré, og at dyret vil virke træt og miste appetitten. Har man mistanke om, at ens hamster kan have denne tilstand, skal man straks søge hjælp hos dyrlægen, ellers kan hamsteren dø inden for 2-4 dage.

Vil du vide mere:
Dansk Hamster Forening

^ Til toppen

Hund

Kanariefugl

Heldigvis er de kanariefugle, vi finder i handelen i Danmark opdrættet i fangenskab, for det må altid frarådes at anskaffe sig en vildfangen fugl, af flere grunde. Vildfangne fugle kan være indfanget og transporteret under dyreværnsmæssigt kritisable omstændigheder og kan være smittet med forskellige indre og ydre parasitter

Sociale behov/floksammensætning
Der er ingen tvivl om, at fugle, der har selskab af en artsfælle, trives bedre end fugle, der sidder alene og måske er alene i huset det meste af dagen, mens husets beboere er på arbejde. Kanariefugle er sociale dyr og bør derfor ikke holdes alene. Hvis man holder to kanariefugle af forskelligt køn (et par), vil de ofte få lyst til at yngle. Har man anskaffet sig hunner, kan de fint leve i fordragelighed og vil trives godt.

To hanner sammen vil ofte føre til stridigheder, så det må anbefales enten at holde to eller flere hunner, eller én han og én eller flere hunner sammen. Kanariehannens territoriale adfærd over for andre hanner er så udtalt, at han ofte vil angribe sit eget spejlbillede, hvis han præsenteres for det. Af samme grund må man også fraråde at ophænge spejle i buret som »selskab« i bure med en kanariehan i, da spejlbilledet virker som en trussel og dermed er stressende for hannen.
Kanariefuglehannen synger rigtigt, mens hunnen kun slår nogle korte triller. Hannens sang bliver ikke mindre energisk, selvom den har en hunfugl som selskab.

Fodring
Det er ikke nødvendigt at bruge grus/grit som bundlag i buret til stuefugle, men til mindre papegøjer såsom undulater og spurvefugle som f.eks. kanariefugle og pragtfinker kan man give en smule grit én gang ugentligt. Brug helst organisk/kalkholdigt grit i form af sepiaskaller og østersskaller (varmebehandlede strandskaller, fås i dyrehandler), der ikke giver risiko for forstoppelse og kan virke som kalktilskud, samtidig med at det giver en sund aktivering af fuglene, når de bearbejder skallerne. Østersskallerne må gerne være tilsat lidt trækul, der i små, kontrollerede mængder kan gavne fordøjelsen. En kalkblok er også velegnet som kilde til kalktilskud.
Kanariefugle er små dyr, der hurtigt kan sulte, og skal derfor altid have adgang til frisk foder hele døgnet rundt.

Som grundkost kan man give kanariefrøblanding. Suppler med frugt og grønt (se nedenstående).
I de senere år er det hos dyrehandler blevet muligt at købe færdiglavet pelleteret foder (foder i pilleform) til brug som supplerende grundkost til kanariefugle.
Såfremt man fodrer med pelleteret foder, vil den rette vægtmæssige balance mellem fodergrupperne være: Ca. 30 % frøblanding, 40 % frugt og grønt og 30 % pillefoder.

Af frugt og grønt kan man give revne æbler og gulerod og hele skiver agurk, helst økologisk/usprøjtet. Desuden salatblade, mælkebøtteblade og fuglegræs. Mælkebøtte og fuglegræs findes som »ukrudt« i haver ved grøftekanten. Husk kun at plukke dem, hvor du er sikker på, der ikke er meget bilos og ikke er blevet sprøjtet med ukrudtsmidler. Alternativt kan man give »kattegræs« (fås i dyrhandler).
Bland aldrig vådt foder som frugt og grøntsager med tørt foder som frø, pelleteret foder osv., for hvis det tørre foder begynder at mugne (og det gør det hurtigt, hvis det bliver fugtigt), kan det være meget giftigt for fuglen at spise. Fodr derfor med frø, frugt/grønt og evt. pelleteret foder i tre separate skåle.

Frø bør altid opbevares i pakker/poser af papir, da indpakning i plast kan medføre, at frøene mister næringsværdi. Samtidig risikerer man at lukke fugt ind til frøene, så der kan dannes mug/svampesporer. Skålen med kanariefugleblanding blæses ren for tomme frøskaller (gøres udendørs) og fyldes op hver dag.
Én gang om ugen gives et par dråber torskelevertran i foderblandingen. Levertran er rigt på vitamin D, der hjælper fuglene med optagelse af kalk (som skal bruges til knogler, ved æglægning mv.).
Kanariefugle kan tilbydes lidt proteintilskud i form af æggefoder, der består af sammenblandet hårdkogt æg og rasp, halvt af hvert. Giv en spiseskefuld af blandingen, én gang om ugen sammen med grundfoderet. Kan også købes i en dyrehandel.

Rent drikkevand gives dagligt i en skål eller drikkekar, evt. via et pumpeglas, da vandet ikke bliver så hurtigt beskidt i disse.

Burindretning
To kanariefugle har behov for et bur på mindst ca. 60 x 30 x 55 cm (længde x bredde x højde), men helst større, hvis du har plads til det, og en rigtig flyvevoliere er altid at foretrække. Brug altid firkantede bure, ikke runde. Runde/buede bure kan forvirre og stresse fuglene.
Ovennævnte burstørrelse er dog kun forsvarlig, hvis fuglene får en daglig flyvetur uden for buret! Kanariefugle er gode flyvere, der har brug for at få rørt vingerne dagligt.

Som bundlag i en voliere: Man kan bruge barkflis (fås i
dyrehandler), der har den fordel, at barkstykkerne er store nok til, at fuglene ikke finder på at sluge dem, samtidig med at selve materialet har en desinficerende effekt. Alternativt til dette kan man bruge »Gnavz«-flager, som er et ikke-støvende naturprodukt fremstillet af plantefibre og tang, eller spånpiller/»strø« (kan købes i dyrehandler). Man skal dog altid holde øje med, om ens fugle ynder at spise af bundlaget, i så fald bør man skifte bundlagstype.

Som bundlag i et bur: Her kan man bruge småt barkflis. Bruger man grit/grus som bundlag i buret, skal det være en varmebehandlet type med stor kornstørrelse, gerne tilsat trækul. Det kan købes i dyrehandler.
Bruger man sandpapir, skal det aldrig bruges alene som bundlag i buret, og man bør købe en variant fremstillet til fugle, som ikke indeholder skadelige stoffer såsom lim (købes i dyrehandler).
Udskift de runde siddepinde, der følger med buret, til naturgrene af forskellig tykkelse. Derved slider kanariefuglen bedre sine kløer på en naturlig måde, så de ikke behøver at blive klippet. Siddepindene skal udskiftes med jævne mellemrum. Grenene skal være så tykke, at fuglenes tæer kun kan nå ¾ rundt om grenen. Brug grene fra usprøjtede frugttræer. Grene fra hassel, bøg, ask, pil, poppel og ahorn m.fl. kan også bruges. Lad bark, kviste, blade og knopper blive på, fuglene er vilde med at pille i dem.

Stil aldrig foderskåle mv. ind under siddegrenene, da fuglene så kan få afføring ned i skålene.
Kanariefugle elsker at bade, så køb et fuglebadekar til ophængning i den åbne burlåge, eller sæt en underskål i bunden af buret med vand op til ca. 2 cm’s højde.
Buret skal altid stå hævet over jorden, så man undgår træk, samt ikke for koldt og ikke i direkte sollys.

Rengøring
Tomme frøskaller pustes væk fra frøskålen dagligt (gøres udendørs), så kanariefuglen kan finde de hele frø. Vandet skiftes, og skålen/drikkeflasken vaskes dagligt. Rester af pelleteret foder fjernes/skiftes dagligt, da det ellers kan udvikle mug. Grønt og frugt udskiftes hver dag. Hold altid frø, pelleteret foder og vådt foder som frugt/grønt adskilt, da pelleteret foder og frø hurtigt vil mugne, hvis de bliver fugtige, og derved kan de blive meget giftige for fuglen at spise. Uspiste rester af proteintilskud fjernes, dagen efter det er blevet sat ind i buret.

Frøskaller, ekskrementer og eventuelle løse fjer på burets bund støvsuges op dagligt eller mindst to gange om ugen.
Fordelen ved at rengøre dagligt er, at der er færre fjer- og støvpartikler i rummet, hvor buret står. Det øger også ens egen trivsel.
Hele bundlaget udskiftes én gang om ugen. Hvis barkflis bliver meget fugtig/våd, kan der komme svampesporer, og i så fald skal bundlaget skiftes med det samme, og buret rengøres i bund. »Gnavz« er god til at suge fugt og bør ikke udvikle mug, såfremt det skiftes ugentligt.

Håndtering
Kanariefugle kan godt blive tamme og lære at sidde på en finger, men de bryder sig, som så mange andre dyr, bestemt ikke om at blive krammet/fastholdt. Med en særlig lækker godbid (lidt rød hirsekolbe, agurk eller de bløde kerner i fuldkornsbrød) og nænsom behandling vil man hurtigt få kanariefuglen til at blive tillidsfuld/fortrolig.

Aktivering
Motion og aktivering er vigtigt for alle fugle – også kanariefugle. Giv derfor fuglene en daglig flyvetur uden for buret, så de kan få lov at strække vingerne rigtigt ud – især hvis buret er lille, er dette en nødvendighed. Husk at lukke alle døre og vinduer og fjerne det, der kan være farligt for fuglene. Store ruder bør være dækket af tynde gardiner el. lignende, når fuglene er ude af buret, da de ellers vil kunne komme til at flyve mod ruderne med slemme skader til følge.

Livsforløb/formering
Kanariefugle bliver typisk 5-6 år, nogle dog helt op til 10-15 år. De er kønsmodne, når de er 8-9 måneder, men man bør ikke lade dem yngle, før de er mindst et år gamle af hensyn til deres vækst og helbred.
Ynglende kanariefugle kan man forsigtigt observere på særlig tæt hold, for de bygger en halvåben rede, som man kan se lige ned i, når hunnen ikke ligger på reden.

Sundhed/sygdom
Fjerplukning kan forekomme og kan være et tegn på stress eller kedsomhed. For at undgå dette er det vigtigt med passende selskab fra andre kanariefugle, en god bur­indretning og mulighed for at flyve dagligt.
Som mange andre små fugle kan kanariefuglen få luftvejsinfektioner, såsom bronkitis og lungebetændelse, og skal derfor beskyttes mod træk/kulde.
Undgå at stille buret for varmt eller i direkte sollys, f.eks. bag en solbeskinnet rude, da det kan medføre hedeslag.

Vil du vide mere:
Landsorganisationen Danske Fugleforeninger

^ Til toppen

Kanin

Kaninen er ikke en ægte gnaver, men er det, der kaldes en pseudodrøvtygger, hvilket betyder, at kaniner spiser deres natafføring

Sociale behov/floksammensætning
Kaniner er selskabelige dyr, der lever i flok. Dette bør de også gøre i fangenskab. I flokken vil der være en rangorden for hanner og en rangorden for hunner. Hos hannerne er det den stærkeste han, der dominerer, hos hunnerne bliver unger af den dominerende hun også dominerende. I naturen har en kanin mulighed for at slippe væk, hvis der opstår gnidninger/stridigheder mellem de enkelte dyr. Det har de ikke, når de holdes under snævre forhold i bur eller mindre indhegninger.   
Man kan dog normalt lade kuldsøskende af hunkøn blive sammen som voksne og danne flok. Der kan komme slåskampe i hunnernes brunstperiode, men det er normalt ikke alvorligt. Derimod kan det nogle gange give problemer at sætte voksne hunner sammen, når de ikke kender hinanden. Derfor skal man nøje overvåge kaniner, der lige er sat sammen. I enkelte tilfælde vil der være dyr, der er særlig aggressive, og som har svært ved at gå sammen med andre kaniner. Disse dyr må man fjerne fra flokken.

En han og en hun vil uden problemer kunne holdes sammen. Men medmindre man gerne vil have mange unger, bliver man nødt til at kastrere hannen. Har man han og hun sammen, skal man være opmærksom på, at hunnen er drægtig i ca. 30 dage, og hannen parrer hende samme dag, som hun foler, dvs. at der ca. 30 dage efter igen er et kuld unger!

Vil man holde flere hanner sammen, efter de er blevet kønsmod-ne, skal de være kastreret. Dette gælder også selvom de er kuld-søskende. Hannerne bliver kønsmodne i 4-måneders-alderen og vil herefter slet ikke kunne holdes sammen; de vil slås, og den mest dominerende han vil kunne tilføje alvorlige skader og sågar kunne dræbe den anden.
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der er plads nok i buret til, at de enkelte dyr kan komme lidt væk fra hinanden, ligesom der skal være gode skjulesteder, hvor en kanin kan gemme sig for en mere aggressiv flokkammerat.

Er det på grund af ens pladsforhold umuligt at have et bur, som er stort nok til, at dyrene kan komme væk fra hinanden (gode skjulesteder), kan man evt. tilgodese dyrenes behov for samvær med artsfæller ved at have et dobbeltbur med tråd imellem, så dyrene kan se, lugte og berøre hinanden uden at risikere at kunne skade hinanden. Dette bur kan kaninerne så opholde sig i, når man ikke har mulighed for at have dem under opsyn.

Fodring
Som basisfoder kan man bruge såkaldte kaninpiller eller en god kaninblanding fra dyrehandlen. Derudover skal kaniner altid have adgang til halm og hø af en god kvalitet. Om sommeren skal kaniner fodres med tilskud af grønt, f.eks. masser af græs og mælkebøtter, husk det skal være plukket i områder, hvor der ikke sprøjtes med ukrudtsmidler. Det må frarådes at bruge det såkaldte Gnaverguf andet end som slik i meget begrænset mængde. Indholdet af solsikkefrø, johannesbrød m.m. giver for meget fedtstof og vil ofte medføre »løs mave«, dvs. klistret og fedtet afføring.

Kaninen trives med et alsidigt foder, så ud over piller, hø og halm kan man fodre kaninerne med følgende:
Gulerødder, kålrabi, julesalat, bladselleri, grønkål, jordskokker, æbler, pærer, persille, dild, løvstikke, hjulkrone, mælkebøtte og spæde brændenælder (alle helst usprøjtede/økologiske).
I meget begrænsede mængder kan der fodres med: Salat, kinakål, blomkål, hvidkål og solsikkefrø.
Kaninen skal altid have grene fra frugttræer (dog ikke stenfrugttræer), bøg, pil og grantræer. Vær sikker på, at træerne ikke er sprøjtede. Grene vil være en god aktivering, da kaniner holder meget af at gnave. En stump tørt franskbrød dagligt er en stor nydelse for kaniner og giver også en god beskæftigelse.

Kaninerne skal fortrinsvis fodres med grøntsager, frugt gives som et tilskud, fordi store mængder frugt giver fede kaniner. Pas på med for drastiske foderskift, især hvis man går fra tørre til våde foderemner, da det kan fremprovokere diarré, specielt overgangen til mange mælkebøtter og græs gøres forsigtigt.
Kaniner skal altid have adgang til rent vand (skiftes dagligt).

Burindretning
Kaniner holdes bedst udendørs. Kaniner i naturen er tilpasset et liv, hvor de skal kunne tåle kulde, derimod tåler kaniner dårligt høje temperaturer. Temperaturer på over 27° C kan give kaninen hedeslag, placér derfor aldrig et kaninbur i direkte sol! Herudover tåler kaniner ikke træk og våde omgivelser, men de kan godt klare frostgrader, bare buret er indrettet til det.

Et udendørs bur til to kaniner skal være mindst 140 x 70 cm. Højden på buret skal være således, at kaninen uden problemer kan sidde oprejst på bagbenene, hvilket vil sige minimum 50-90 cm, afhængigt af kaninens størrelse. Bunden i buret bør være af et materiale, der kan rengøres uden besvær – også for urin. Man kan evt. male bunden og lidt op ad siderne med silolak, som gør tæt for gennemsivning. Buret bygges op med 3 lukkede sider og en forside af 2/3 net og 1/3 lukket, så undgår man træk, samt skaber læ for evt. slagregn og fygesne. Taget skal være skråt, så regnvand kan løbe af. Buret bør stå på ben og helst op ad en bygning. Af hensyn til rengøring bør hele forsiden af tråd kunne åbnes. Byg eventuelt en løbegård uden om buret, så dyrene selv kan bestemme, om de vil være ude eller inde.

Husk at kaniner kan grave, så der skal enten være fliser eller minktråd i bunden af løbegården.
Til indendørs brug skal et bur til to kaniner være minimum 100 x 50 cm og 40 cm i højden, gerne samme størrelse som anbefalet ved udendørs bure. Selvom der kun holdes én kanin, må buret aldrig være mindre end ca. 80 x 50 cm, 40 cm i højden. Hvis man vælger et bur med mindre mål end anbefalet til udendørs brug, er det især vigtigt, at kaninen får mulighed for motion uden for buret mange timer om dagen!

Holder man flere kaniner end nævnt sammen, skal de selvfølgelig have mere plads. Man kan evt. sætte flere bure sammen og forbinde dem med hinanden via åbninger i endevæggene.
Færdes kaninerne frit indendørs i hus eller lejlighed, så skal man tænke på, at de gnaver i alt. Elektriske ledninger er guf for en kanin, men dødsensfarlige.

Buret indrettes med et tykt bundlag af spåner, og der fyldes godt op i den ene halvdel af buret med halm til reden. Velegnede alternativer til høvlspåner og halm/hø som bundlag fås i form af f.eks. "Gnavz"-flager, der er et ikke-støvende naturprodukt fremstillet af plantefibre og tang (kan fås i dyrehandler). Dette opsuger fugt og urin godt, og man undgår det støv, som høvl-spåner og halm kan give. Herudover skal kaninen hele tiden have adgang til frisk hø. Evt. kan man give kaninen en "redekasse".

Rengøring
Hver dag fjernes foderrester. Der skiftes vand. Hvis buret er stort nok til, at kaninen "udnævner" et hjørne til toilet, renses dette hjørne et par gange om ugen for gødning og savspåner, der er vådt af urin.
Én gang ugentligt renses buret helt i bund. Alt bundmateriale (savspåner/"Gnavz", hø og halm) fjernes og smides ud. Hvis det er nødvendigt, vaskes burets bund (evt. blot et hjørne). Når buret er tørt, dækkes bunden igen af et tykt lag spåner/"Gnavz", og der laves en rede af masser af halm og hø.

Håndtering
Når man løfter en kanin, tager man fat i skindet i kaninens nakke, løfter og støtter med en hånd under kaninens bagparti, samtidig med at man holder den ind til kroppen. Kaniner må aldrig løftes/bæres rundt udelukkende i nakkeskindet eller på nogen måde løftes ved ørerne. Når man skal sætte kaninen ned, skal det gøres roligt, og på en ikke for glat overflade, så kaninen ikke snubler/skrider.
Når ungerne er så store, at de forlader reden og begiver sig rundt i buret, skal de håndteres dagligt for at blive tamme.

Aktivering
Kaninerne bør tit luftes under opsyn i sandkasse/løbegård eller evt. komme ud på gåture i en sele.
Herudover skal man give kaninen gnavegrene, blade o.l.

Livsforløb/formering
Kaniner lever gennemsnitligt 5-6 år, men kan blive op til 10 år. Kønsmodning indtræder i alderen 3-6 måneder, de små racer bliver normalt tidligere kønsmodne end de større racer.
Drægtighedsperioden er på ca. 30 dage, og hunkaninen føder herefter gennemsnitligt 5-6 unger, men der kan godt være op til 12 unger i et enkelt kuld! Kaninen yngler meget let, så man skal tænke sig godt om, før man sætter hun og han sammen.

Sundhed/sygdom
Hvis man har sin kanin indendørs, er det vigtigt, man sørger for, den ikke får det for varmt.
Som andre gnavere er kaninen følsom over for træk/kulde, og den kan derfor udvikle luftvejssygdomme, f.eks. lungebetændelse og »kaninsnue«, som kan være dødelige. Hvis kaninen nyser meget, har flåd fra næse eller øjne eller trækker vejret besværet, søg da straks dyrlæge.

Kaniners tænder er rodåbne, dvs. deres tænder vokser gennem hele livet. Slides disse ikke korrekt og tilstrækkeligt, kan det resultere i forvoksede tænder, der skal behandles hos dyrlægen. Rigeligt med velegnet gnavemateriale (se Fodring) hjælper med til at sikre et tilstrækkeligt slid på tænderne.

Vil du vide mere:
Danmarks Kaninavlerforening og Kælekaninklubben Stampe

^ Til toppen

Kat

Marsvin

Sociale behov/floksammensætning
Marsvin lever i flok i naturen. Det er derfor bedst at holde flere marsvin sammen. Husk på, at marsvin yngler meget let, hun og han bør derfor ikke sættes sammen, medmindre man er helt sikker på, man vil have unger. Det bedste er at sætte marsvinene sammen, mens de begge, eller mindst en af dem, er unger, så der ikke opstår for megen aggression, når de bliver voksne.
         
Flere kønsmodne hanner kan normalt godt gå sammen, især hvis hannerne har kendt hinanden, fra de var små, men nogle gange kan der opstå slagsmål mellem dem, og i sådanne tilfælde skal man selvfølgelig skille dem ad. Man kan også holde marsvinene i familieflokke med hunner/unger og evt. en enkelt kastreret han, husk blot at hanungerne så skal have nye hjem eller kastreres, når de er kønsmodne.

Fodring
Marsvin skal fodres dagligt, og de æder udelukkende vegetabilsk foder.
De er meget effektive til at udnytte deres foder, og de skal derfor fodres med fiberholdige fødeemner, mens stivelses- og sukkerholdigt foder bør begrænses, da dyrene ellers kan blive overvægtige.
Marsvin kan ikke danne C-vitamin selv, og de skal derfor have tilført C-vitamin via foderet. Som grundfoder gives marsvinepiller (et kraftfoder lavet specielt til marsvin), der kan købes i dyrehandler.

Dette er især vigtigt for unger samt drægtige og diegivende marsvin, der har behov for ekstra næring, for at man kan være sikker på, at alle deres næringsmæssige behov opfyldes gennem kosten. Man skal huske, at andre gnaverpiller, som f.eks. kaninpiller, ikke kan bruges, da de ikke indeholder ekstra C-vitamin. Som supplerende fødeemner er alle slags grøntsager, primært bladgrønt. Om sommeren kan man give græs, mælkebøtter, skvalderkål og diverse andre slags spiseligt »ukrudt«. Husk at der ikke må være sprøjtet med ukrudtsmiddel de steder, hvor det plukkes. Om vinteren kan man supplere med kål (kina-, hvid-, grøn-), bladselleri, bredbladet persille, broccoli, rucola o.l., det hele gerne usprøjtet/økologisk. Førnævnte fødeemner har et højt C-vitaminindhold, så ved at fodre med disse er man også med til at dække marsvinets behov for dette vitamin.

For yderligere at sikre sig, at dyret får tilstrækkeligt med C-vitamin, kan man herudover tilbyde lidt frugt, især citrusfrugter, eller ved at strø C-vitaminpulver over maden. C-vitamindråbers holdbarhed er meget dårlig og bør derfor ikke bruges. De fleste marsvin er vilde med persille, der også indeholder C-vitamin, så det er også en god idé at give lidt af dette dagligt. Hø og frisk vand bør altid være tilgængeligt.

Husk at alle eventuelle foderskift bør foretages gradvist, så man undgår maveproblemer/diarré. Giv altid adgang til friske, usprøjtede grene fra frugttræer med blade, knopper mv. (dog aldrig hyld, som er giftig for marsvin).
Pas på med overfodring. Marsvin har altid god appetit og har derfor let ved at blive fede.

Burindretning
Buret skal stå lyst og hævet fra jorden/gulvet.
Marsvin kan være udendørs i sommerhalvåret, men buret skal stå tørt og isoleret og have læ fra mindst tre sider. Byg evt. en løbegård rundt om buret, så dyrene selv kan bestemme, om de vil være inde eller ude.
Brug en lukket kasse som bur, evt. med trådnet i en forside, min. 100 x 70 cm (mindste anbefalede størrelse) til to marsvin, min. 40 cm i højden, så marsvinet ikke kan hoppe ud. Der behøves ikke et låg.
Marsvin skal være indendørs om vinteren, de kan ikke tåle de danske våde vintre.

Et indendørs bur til to dyr skal være minimum 100 x 50 cm og 40 cm i højden, gerne større, som anbefalet ved udendørs bure. Selvom der kun holdes ét marsvin, må buret aldrig være mindre end ca. 80 x 50 cm og 40 cm i højden. Bruger man et mindre bur, er det vigtigt, at marsvinet får mulighed for motion uden for buret mange timer dagligt. Man kan evt. købe en løbegård hos dyrehandleren, så man har styr på, hvor marsvinet er, så det f.eks. ikke risikerer at komme til skade.

Holder man mere end to marsvin sammen, skal de have tilsvarende mere plads, man kan evt. sætte flere bure sammen via sammenføjninger i endevæggene, hvis man har problemer med at få bure, der er store nok.
Læg et tykt spånlag i bunden, og sørg for hule/gemmemateriale som hø eller miljøstrøelse. Som et velegnet alternativ til høvl-spåner og hø som bundlag kan nævnes "Gnavz"-flager, der er et ikke-støvende naturprodukt lavet af plantefibre og tang (kan fås i dyrehandler). Flagerne opsuger fugt og urin godt, og man undgår det støv, som høvlspåner og hø kan give i buret.

Giv eventuelt andre muligheder for at bygge skjul som bøjet bark, trærødder, visne blade m.m. Friske usprøjtede gnavegrene og masser af hø.

Rengøring
Fjern dagligt gammelt foder, giv nye grene og nyt hø. To gange om ugen renses buret helt i bund, og der gives nyt bundmateriale og frisk hø.

Håndtering
Bør håndteres dagligt, fra de er helt små, hvis de skal blive tamme og lette at fange ind. Skal løftes nænsomt omkring hele kroppen og understøttes på bagkroppen, brug begge hænder til at holde dyret.
Marsvin må aldrig tabes eller falde ned, da de let kan brække ryggen. Lad derfor ikke små børn bære rundt på marsvinene, men væn dem til at holde/håndtere dem på gulvet.

Aktivering
I sommerhalvåret elsker marsvin daglige løbeture udenfor. De kan lide solskinnet og kræver motion for ikke at blive for fede.
Giv marsvinet foder, der ikke er skåret ud, og giv altid grene og hø.

Hold gerne flere sammen i en gruppe, de kan lide selskab af andre marsvin.
Mælkebøtter er særlig god sommerføde for marsvin.
Marsvin graver huler i naturen, derfor skal de altid have adgang til skjul (f.eks. hø, træhus eller omvendt urtepotte).

Livsforløb/formering
Marsvin lever gennemsnitligt 4-5 år, men kan godt blive helt op til 10 år (sjældent), normalt maks. 8 år.
Marsvin kan blive kønsmodne, allerede fra de er ca. 4-6 uger gamle, men af hensyn til hunnens helbred bør hun ikke blive drægtig, før hun er 5-7 mdr. Vil man have unger, skal hunnen dog blive drægtig første gang, senest når hun er ca. 10 måneder gammel, da marsvinehunner skal have født deres første kuld, inden de er et år gamle.

Drægtighedsperioden er på ca. 68 dage, og hunnen føder 1-6 unger, gennemsnitligt 3-4 unger. Bør ikke fravænnes, før de er mindst 4 uger gamle og vejer mindst 300 g.

Sundhed/sygdom
Marsvinet kan, som det eneste pattedyr ud over mennesket, ikke danne C-vitamin selv. Mangelsymptomer er vægttab, generel svækkelse, hævede led og »fortykket bagkrop«.

Marsvinet har et stort tarmsystem med blind- og tyktarm som gæringskammer, som er skabt til at behandle kulhydrater i form af fibre, og har derfor brug for disse. Hvis foderet indeholder for mange letfordøjelige kulhydrater (sukker og stivelse) og for få fibre, kan tarmsystemet gå i stå (en tilstand, der kaldes »ileus«), og kindtænderne bliver heller ikke slidt tilstrækkeligt.

Eksempler på de skadelige effekter af en sådan fejlernæring kan være: Forvoksede tænder, knogleskørhed med øget risiko for knoglebrud, fedme, tilbagevendende voldsomme koliksmerter, evt. med dødelig udgang, blæresten eller blæreslam og øget risiko for dødsfald i narkose. Fodr derfor først og fremmest med bladgrønt (se ovenstående afsnit om fodring).
Marsvin er varmekrævende og tåler ikke frost, da de derved kan udvikle livstruende luftvejsinfektioner. Derfor kan de kun tåle at være udendørs om sommeren.

Husk at holde øje med kløerne, så de ikke bliver for lange. De skal normalt klippes jævnligt. Hvis man ikke ved hvordan, bør man få det demonstreret af en kyndig marsvineholder, en dyrehandler eller en dyrlæge.

Vil du vide mere:
Dansk Marsvineklub

^ Til toppen

Nymfeparakit

Nymfeparakitten kaldes også nymfekakadue. Kakaduer hører til papegøjerne (ordenen Psittaciformes ) og har dermed papegøjegruppens særlige kendetegn, hvilket bl.a. ses på deres karakteristiske krumme næb.

Sociale behov/floksammensætning
Her i Danmark er de nymfeparakitter, man ser i handelen, heldigvis opdrættet i fangenskab, hvilket er vigtigt for fuglens trivsel og tilvænning til livet som stuefugl. Helt generelt må det altid frarådes at anskaffe sig en vildfangen fugl. Vildfangne fugle kan være indfanget og transporteret under dyreværnsmæssigt kritisable omstændigheder og være smittet med forskellige sygdomme/parasitter.
Nymfeparakitter er i naturen flokdyr, og de trives derfor bedst, hvis de holdes to eller flere sammen. Nymfeparakitter har stærke pardannelser og danner ofte par for livet.
Selvom man har to nymfeparakitter, kan de godt blive tamme. Start eventuelt med at anskaffe én nymfeparakit, du kan gøre tam. Når det er sket, anskaffes én mere. Jo yngre nymfeparakitterne er, jo nemmere er det at gøre dem tamme. Har man ikke lyst til at få æg og unger, er det bedst at anskaffe to hanner, der kan holde hinanden med selskab. To hunner kan også leve sammen, bemærk dog, at de ofte vil lægge æg, selvom der ingen han er.

Fodring
Det har førhen været almindeligt at bruge grit i form af sand/grus som bundlag i bure til stuefugle. Der er dog flere grunde til, at man er begyndt at gå bort fra dette.
Grit i form af uopløseligt grus/sand/småsten er generelt ikke nødvendigt for papegøjer (ordenen Psittaciformes), der afskaller frøene med næbbet, inden de sluger dem. Tværtimod er der efterhånden en del, der tyder på, at uopløseligt grit i visse tilfælde kan ophobes i muskelmaven (kråsen) på papegøjerne, hvilket kan forårsage forstoppelse, der kan være yderst farlig for fuglenes helbred. Dette gælder især for de større papegøjer som f.eks. amazonpapegøjer og nymfeparakitter.

Til mindre papegøjer såsom undulater og spurvefugle som f.eks. kanariefugle og pragtfinker kan man give en smule grit én gang ugentligt. Brug helst organisk/opløseligt/kalkholdigt grit i form af sepiaskaller og østersskaller (varmebehandlede strandskaller, fås i dyrehandler), der ikke giver samme risiko for forstoppelse og kan virke som kalktilskud, samtidig med at det giver en sund aktivering af fuglene, når de bearbejder skallerne. Østersskallerne må gerne være tilsat lidt trækul, der i små, kontrollerede mængder kan gavne fordøjelsen.

Nymfeparakitter skal altid have adgang til frisk foder hele døgnet rundt.
Som grundkost kan der gives parakitblanding (en speciel frøblanding). Suppler med lidt grønt dagligt (se nedenstående).
I de senere år er det blevet muligt at købe færdiglavet pelleteret foder (foder i pilleform) til brug som supplerende grundkost til stuefugle. Fordelen ved dette foder som grundkost er, at det på forhånd er afstemt efter fuglens ernæringsmæssige behov for forskellige næringsstoffer, vitaminer og mineraler, hvilket hjælper til at sikre, at ens fugle altid får dækket disse behov. Til sammenligning kan frøblandinger i nogle tilfælde være for energirige/fedende og har ofte ikke den korrekte afbalancering af de forskellige vitaminer og mineraler, som er nødvendige for fuglene.

Man skal også huske, at mange fugle er gode til at udvælge sig lækkerbidder i foderet og vil prøve at spise disse først og lade de »kedeligere« fødeemner inden for frø og grønt ligge, hvis det er muligt for dem. Det kan derfor være svært at sørge for, at ens fugls behov bliver opfyldt, hvis man udelukkende fodrer med frøblandinger og grønt. Har man fugle, der ikke har fået pelleteret foder før, og man ønsker at skifte dem over på dette, skal det ske gradvist, og det kan være nødvendigt at lokke fuglene til at spise det nye foder med små fif/teknikker i starten. Nogle fugle er vanedyr, når det kommer til kosten, og kan i begyndelsen være meget stædige med at afvise nye fødeemner, der ikke lige er godbidder. Man kan evt. rådføre sig med dyrlægen eller dyrehandleren, når man køber det pelleterede foder.
Pillerne kan fås i nogle dyrehandler og dyrlæger og fås i forskellige pillestørrelser, passende til de forskellige slags fugle. Supplér hver dag med frø og grønt.

Såfremt man fodrer med pelleteret foder, vil den rette vægtmæssige balance mellem fodergrupperne være: Ca. 30 % frøblanding, 40 % grønt og 30 % pillefoder.
Af grønt kan man bl.a. tilbyde agurk, gulerod, salat (alt gerne økologisk), mælkebøtteblade og fuglegræs. Mælkebøtteblade og fuglegræs findes som »ukrudt« i haver og vejkanter. Pas på, at der ikke er brugt sprøjtemidler eller er meget bilos de steder, hvor det plukkes. Alternativt kan man give »kattegræs« (fås i dyrehandler). Giv ikke avocado eller kartofler, da begge indeholder stoffer, der er giftige for fuglene.

Bland aldrig vådt foder som grønt med tørt foder som frø, pelleteret foder osv., for hvis det tørre foder begynder at mugne (og det gør det hurtigt, hvis det bliver fugtigt), kan det være meget giftigt for fuglen at spise. Fodr derfor med frø, grønt og evt. pelleteret foder i tre separate skåle. Frø bør altid opbevares i pakker/poser af papir, da indpakning i plast kan medføre, at frøene mister næringsværdi. Samtidig risikerer man at lukke fugt ind til frøene, så der kan dannes mug/svampesporer. Skålen med parakitblanding blæses ren for tomme frøskaller (gøres udendørs) og fyldes op med nyt frø dagligt.
Nymfeparakitter kan tilbydes lidt proteintilskud, hvilket kan gives i form af æggefoder (kaldes æggefoder eller opmadningsfoder i dyrehandelen). En passende mængde kan f.eks. være 1 spiseskefuld pr. fugl 1 til 2 gange om ugen. Æggefoderet gives sammen med grundfoderet.
Kalksten og sepiaskaller er velegnede som kalktilskud og sliber samtidig fuglenes næb.

Én gang om ugen kan man evt. give et par dråber torskelevertran i parakitblandingen. Levertran er rigt på vitamin D, der hjælper parakitterne med optagelse af kalk (som bruges til opbygning af knogler og ved æglægning).
Nymfeparakitter skal altid have adgang til frisk vand, der gives dagligt i en skål eller drikkekar, evt. via et pumpeglas, da vandet ikke bliver så hurtigt beskidt i disse.

Burindretning
To nymfeparakitter har behov for et bur på ca. 100 x 70 x 140 cm (længde x bredde x højde), men gerne større, hvis der er mulighed for det, og en rigtig flyvevoliere er altid at foretrække.
Brug altid firkantede bure, ikke runde. Runde/buede bure kan forvirre og stresse fuglene.

Som bundlag i buret kan man bruge barkflis (fås i dyrehandler), der har den fordel, at barkstykkerne er store nok til, at fuglene ikke finder på at sluge dem, samtidig med at selve materialet har en desinficerende effekt. Alternativt til dette kan man bruge »Gnavz«-flager, som er et ikke-støvende naturprodukt fremstillet af plantefibre og tang, eller spånpiller/»strø« (kan købes i dyrehandler). Man skal dog altid holde øje med, om ens fugle ynder at spise af bundlaget, i så fald bør man skifte bundlagstype.

Bruger man sandpapir, skal det aldrig bruges alene som bundlag i buret, og man bør købe en variant fremstillet til fugle, som ikke indeholder skadelige stoffer såsom lim (købes i dyrehandler).
Der skal være naturpinde i forskellige tykkelser i buret, og altid flere stykker. Det er godt for nymfeparakitterne at have varierende fodstilling, og naturgrene slider også kløerne bedre, så de ikke behøver at klippes.

Grenene skal være så tykke, at fuglenes tæer kun kan nå ¾ rundt om grenen. Brug grene fra usprøjtede frugttræer. Grene fra hassel, bøg, ask, pil, poppel og ahorn m.fl. kan også bruges. Pindene skal anbringes forskudt i buret, aldrig oven over hinanden. Giv grene fra usprøjtede frugttræer. Lad bark, kviste, blade og knopper blive på, fuglene nyder at pille i disse.
Stil aldrig foderskåle mv. ind under siddegrenene, da fuglene så kan få afføring ned i skålene.
Vil man lade nymfeparakitterne yngle, skal de have en redekasse, der anbringes uden på buret, så den ikke optager plads i buret. Et mindre og rundt indgangshul giver adgang til og fra redekasse/bur. Bundlaget i redekassen er et lag på 8-10 cm jord (halvdelen sphagnum, halvdelen havejord, der blandes med lidt høvlspåner).

Nymfeparakitter elsker at bade, så det er en god idé med en vandskål på bunden af buret/volieren, de kan boltre sig i (vandet skal skiftes ofte).
Buret skal altid stå hævet over jorden, så man undgår træk, samt ikke for koldt og ikke i direkte sollys.

Rengøring
Tomme frøskaller blæses væk fra frøskålen dagligt (gøres udendørs), så nymfeparakitterne kan finde de hele frø. Vandet skiftes, og skålen/drikkeflasken vaskes dagligt. Grønt udskiftes hver dag. Pelleteret foder skiftes dagligt, da det hurtigt kan mugne. Uspiste rester af proteintilskud fjernes, dagen efter det er blevet sat ind i buret. Hold altid frø og vådt foder (»grønt«) adskilt, da det kan være meget giftigt for fuglen at spise frø og piller, der er begyndt at mugne pga. fugt.

Frøskaller, ekskrementer og eventuelle løse fjer fra burets bundlag støvsuges op dagligt og mindst to gange om ugen. Fordelen ved en let daglig rengøring er, at der er færre fjer- og støvpartikler i værelset, hvor buret står. Det øger også ens egen trivsel.
Hele bundlaget udskiftes én gang om ugen. Hvis barkflis bliver meget fugtig/våd, kan der komme svampesporer, og i så fald skal bundlaget skiftes med det samme, og buret rengøres i bund. »Gnavz« er god til at suge fugt og bør ikke udvikle mug, såfremt det skiftes ugentligt.

Håndtering
Skal nymfeparakitten være tam, skal den trænes i at sidde på finger og vænnes til menneskets nærhed, straks efter at den er anskaffet. Den skal vænnes gradvist til at gå op på ens hånd, og man skal herefter lade den sidde dér i længere tid, mens man forholder sig roligt. Jo oftere man tager den på fingeren på denne måde, jo mere tam bliver den. Ros den (snak/lav små lyde med rolig stemme) og beløn den med godbidder.

Er man nødt til at indfange en nymfeparakit, der ikke er tam, så tag en tynd handske på først. Pas på ikke at klemme fuglen, når den indfanges. Nymfeparakitter kan let bide en finger til blods med deres skarpe næb, hvis den skræmmes og prøver at forsvare sig.

Aktivering
Aktivering er vigtigt, da nymfeparakitter er intelligente dyr, der kræver stimulering, ellers kan de let komme til at kede sig.
Selskab fra artsfæller er meget vigtigt hér. Aktivér også med friske, usprøjtede grene med skud, bark, knopper osv., fuglene er vilde med at pille i dem.
Giv gerne foder m.v. i hele stykker.

Man kan hænge forskelligt legetøj op i buret, men vær opmærksom på, at det ikke må være fremstillet af bly eller andet blødt metal, da det vil kunne give fuglene forgiftning.
Hvis nymfeparakitterne er tamme og dermed kan tages ud af buret (og hentes ind igen), skal de helst have en daglig flyvetur uden for buret. De er gode flyvere, der har behov for megen motion.

Byg eventuelt et fugletræ eller hæng en bakke med monterede grene op som landingsplads i fugleværelset. Husk at lukke alle døre og vinduer og fjerne ting, der kan være farlige for fuglene.
Store ruder bør være dækket af tynde gardiner el. lignende, når fuglene er ude af buret, da de ellers vil kunne komme til at flyve mod ruderne med slemme skader til følge.

Livsforløb/formering
En nymfeparakit kan typisk blive 17-18 år og bliver kønsmoden, når den er mellem 6 og 12 måneder gammel.
Har man to nymfeparakitter af forskelligt køn, vil det ofte ske, at de får lyst til at yngle, og nymfeparakitter i fangenskab yngler typisk hele året rundt. Hunnen lægger mellem 2 og 8 æg, som klækkes efter ca. 18 dage. Ungerne er klar til at forlade reden, når de er ca. 5 uger gamle. Man skal altså være forberedt på, at man meget hurtigt vil få en masse unger fra sine nymfeparakitpar. Nymfeparakitter har en meget spændende yngleadfærd, hvor han og hun skiftes til at ruge på æggene, hvilket er et særsyn blandt papegøjerne.

Sundhed/sygdom
Som mange andre fugle kan nymfeparakitten let få luftvejsinfektioner såsom bronkitis og lungebetændelse og skal derfor beskyttes mod træk/kulde.
Undgå at stille buret for varmt eller i direkte sollys, f.eks. bag en solbeskinnet rude, da det kan medføre hedeslag.
Fjerplukning kan forekomme og kan være et tegn på stress eller kedsomhed. For at undgå dette er det vigtigt med passende selskab, en god burindretning og mulighed for at flyve dagligt.

Vil du vide mere:
Landsorganisationen Danske Fugleforeninger

^ Til toppen

Rødøret terrapin

I stedet ser vi, at andre arter af amerikanske terrapiner bliver importeret, og de skal generelt holdes på samme måde. Det kan f.eks. være: Guldskildpadder (Chrysemys picta) Landkortskildpadder (Graptemys) og Floridaterrapiner (Pseudemys floridana)

Sociale behov/floksammensætning
Det latinske navn for rødøret terrapin er Trachemys scripta elegans, men der er flere andre underarter af Trachemys scripta i handelen i Dk. Den lever i det sydlige USA, hvor den opdrættes på store farme i Louisiana.

Når man køber rødørede terrapiner og andre sumpskildpadder hos en dyrehandel, vil man ofte kun få tilbudt unger, der er meget mindre end de voksne. Det er vigtigt, at man holder sig for øje, at de bliver store og pladskrævende, ligesom pasningen vil tage megen tid. Køb derfor kun de små skildpadder, hvis man også kan holde dem forsvarligt, når de bliver voksne!
Rødøret terrapin behøver ikke nødvendigvis være svære at holde, men man skal være klar over, at den bliver stor og kan være besværlig at holde.

Ungerne er blot på størrelse med en femkrone, men som voksne bliver hunnerne over 30 cm og hannerne ca. 20 cm.. Der er altså en stor størrelsesforskel på de to køn. Desuden har den voksne han en meget længere og kraftigere hale end hunnen, og han har meget lange kløer på forbenene. Kløerne på forbenene bruger han til kurmageriet.

Rødøret terrapin er overvejende et socialt dyr, skønt den ikke er tæt knyttet til en decideret flok eller gruppe. Dvs. det er bedst at holde flere rødørede terrapiner sammen. Hvis man holder både hanner og hunner sammen, kan man også være heldig, at de parrer sig og lægger æg. Hannerne kan dog være voldsomme over for hunnerne i parringstiden, hvorfor man skal holde øje med, at det ikke kommer til voldsomme biderier. Sæt ikke for mange hanner sammen, for at undgå territorial aggression.

Fodring
Denne sumpskildpadde er overvejende kødæder. Det er bedst og mest naturligt at fodre med hele smådyr som f.eks. regnorme, vandsnegle, blåmuslinger, rejer, bænkebidere, vandinsekter, kæmpemelorme og småfisk. Man kan også fodre med stykker af hele fladfisk (de er magre); det er vigtigt, at skildpadderne også får fiskenes ben og indvolde, som indeholder mange vitaminer og mineraler. Små tørfisk er gode og lette at fodre med.. Lidt rå lever og hjerte er også sundt.

I naturen æder rødøret terrapin mange vandplanter, især ved fødeknaphed. I fangenskab vil det også være en god idé at give diverse bladmaterialer; mælkebøtter er særligt velegnede, fordi de er meget rige på kalk.
Skildpaddeunger fodres dagligt, hvorimod voksne terrapiner kan fodres et par gange om ugen (evt. med små godbidder på de andre dage).

Krybdyr kan ikke selv danne det aktive vitamin D3, hvis de ikke udsættes for solens lys eller for kunstigt ultraviolet lys. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at ultraviolet lys ikke kan gennemtrænge glas. D3- vitamin har især betydning for at knoglerne opbygges korrekt. Desuden har også foderets indhold af kalk og fosfor betydning for knoglerne. Kort kan det siges, at der skal være så meget kalk og så lidt fosfor som muligt. Derudover har foderets indhold af A-vitamin betydning for at huden og mund- og øjenslimhindens sundhed. Tilsæt derfor foderet vitamin- og kalkpulver indeholdende D3-vitamin. Da rødøret terrapin kun spiser under vandet, kan det være svært at undgå, at vitaminerne flyder ud i vandet. Her kan man stoppe vitaminer og mineraler ind i døde melorme eller regnorme, som skildpadderne vil æde uden tøven.

Terrarie-indretning
Rødøret terrapin er en sumpskildpadde, der tilbringer en stor del af tiden i vandet. Den er en dygtig
svømmer. Derfor skal den have så meget vand at svømme i som muligt! Det er også vigtigt, at den kan komme op på land for at sole sig. Man indretter et akvaterrarium med både vand og land til rådighed (akva betyder vand på latin, og terra betyder land).

Det er nok lettest at bruge et stort akvarium til skildpadderne. De må ikke kunne kravle ud over kanten, når der er fyldt vand i. Anbring gerne nogle større sten og akvarierødder i vandet. Temperaturen i terrariet bør have et spænd fra ca. 20–50° C fordelt over terrariets areal, således dyrene altid kan finde en plads med en passende temperatur for dem. Brug altid et termometer til at tjekke, at terrariets temperatur har denne spændvidde. Med et akvarievarmelegeme holdes vandtemperaturen på ca. 24° C. Brug groft akvariegrus som bundlag.

Da terrapiner er gode svømmere, kræver de meget vand at svømme i. Til unger vil et akvarium på 30-50 liter være tilstrækkeligt. Men skildpadderne vokser hurtigt og skal så have et rigtigt stort akvarium, 500 liter er et minimum for voksne!

En god måde at lave en landdel på er at klemme et krumt stykke korkbark ind mellem ruderne i den ene ende af akvariet. Hvis det buer lidt, vil der dannes en luftlomme, hvor skildpadderne kan snappe lidt luft. Så drukner de ikke, hvis de forvilder sig op under korken! I naturen vil man se, at sumpskildpadder kravler op på grene, der ligger i vandet, for at sole sig og lade sig gennembage! Det er en vigtig måde for dem at opnå en høj kropstemperatur. Det skal vi også give dem mulighed for i fangenskab. Oven over korkbarken anbringes en varmelampe i form af presglaspære (spotlight) på 40-75 watt, som gør den lille landdel dejligt varm. Når skildpadderne får det for varmt, vil de lade sig plumpe ned i vandet igen. Men placér lampen ca. 20 cm over korken, så dyrene ikke kan brænde sig på lampen.

Hvis man har en lille dam i haven, kan man sætte de rødørede terrapiner derud om sommeren, hvis der jævnligt er sol. Men det er meget vigtigt, at de ikke kan stikke af. En stensætning rundt om dammen vil sjældent være nok, da de er rene udbryderkonger! I stedet kan man f.eks. sikre stedet med en indhegning af eternitplader eller lignende. Det er også afgørende, at man kan overskue dammen og kan have tilsyn med skildpadderne. Et udendørs ophold er vældig sundt for skildpadderne. De får masser af ufiltreret sollys, så de kan danne D3-vitamin. Som et supplement vil de også selv kunne fange små vanddyr, ligesom en havedam i reglen vil give dem mere vand at svømme i.

Rengøring
Sumpskildpadder æder meget og sviner derfor hurtigt vandet til, hvilket lugter ubehageligt og er uhygiejnisk. Medvirkende til dette er, at rødørede terrapiner bliver meget store (op til 25 cm. i skjoldlængde) og faktisk kan splitte både foder og andre ting ad med forbenene. Man gør klogt i at bruge et stærkt og effektivt akvariefilter til at rense vandet, gerne sammen med et bundfilter. En god vandcirkulation og iltning af vandet fremmer også den biologiske nedbrydning af affaldsstofferne. Voksne terrapiner kan fodres i et lille plasticbadekar med en ret høj vandtemperatur på omkring 28 °C (de skal jo ikke fodres så ofte). Selve fodringen vil ofte snavse vandet, ligesom der efter nogle timer vil komme afføring i vandet i badekaret.

Hvis skildpaddeskjoldet bliver grumset eller fedtet, kan man skrubbe det med en neglebørste. Men hvis der er godt med lys i akvaterrariet, vil der tit gro alger på rygskjoldet. De er helt naturlige og skader ikke skildpadden.
Man skal vide, at skildpadder i lighed med mange andre af vores husdyr ofte indeholder salmonella-bakterier. Det er derfor vigtigt, at man vasker sine hænder, når man har håndteret dyrene.

Håndtering
Krybdyr er ikke familiedyr. De vil helst være i fred og ro i deres terrarium, hvor man så kan kigge på dem. Hvis man skal flytte dyrene eller skal undersøge dem, kan man naturligvis godt håndtere dem forsigtigt.
Små børn bør ikke håndtere skildpadder alene; dels kan de stresse dem, og dels kan skildpadderne finde på at bide. Skildpaddeunger bider ikke hårdt, men de voksne er stærke og kan bide hårdt.

Aktivering
Hvis man holder en lille gruppe af rødørede terrapiner i et stort akvaterrarium med gode svømmemuligheder, vil dyrene i reglen kunne holde sig selv aktiveret. Man kan anbringe nogle akvarierødder og større sten i vandet, men de må ikke hindre skildpaddernes svømmeaktiviteter. At fodre skildpadderne med små levende vanddyr er sundt for dem. Udover at smådyrene kan indeholde nyttige stoffer, bidrager de også til at holde skildpadderne beskæftiget med at snuppe dem. En stor portion dafnier eller myggelarver er glimrende til sultne skildpadder, men det kan kun blive et supplement til deres foder!

Livsforløb/formering
Bliver kønsmoden i en alder af 5 år, og kan leve i op til 30 år.

Sundhed/sygdom
Hos alle krybdyr er nedsat eller ophørt ædelyst, rødme og/eller belægning i munden, hævede eller lukkede øjne, besværet vejrtrækning og problemer med hudskiftet tegn på A-vitaminmangel. Ubehandlet vil det føre til at dyret enten sulter ihjel eller får dødelige følgesygdomme som f.eks. lungebetændelse og hudbetændelse.

Hos sumpskildpadder vil det første symptom på A-vitaminmangel ofte være, at øjenlågene hæver, så dyret til sidst ikke kan åbne øjnene.
For lidt D3-vitamin og/eller forkert balance mellem kalk og fosfor bevirker, at knoglerne udvikler sig forkert og bliver bløde eller nemt knækker. Selvom dette ikke nødvendigvis er dødeligt, vil dyrenes livskvalitet voldsomt nedsættes, og i visse tilfælde kan kæbeknoglerne blive så påvirkede, at dyret ikke kan spise.

Hos skildpadder ses ved D3-vitaminmangel, at skjoldet bliver blødt og gummiagtigt, samt får et bulet eller kegleformet udseende.

De ovenstående sygdomme kræver, at dyret både tages under akut behandling af en krybdyrkyndig dyrlæge, og at der sker en omlægning af dyrets kost.

Vil du vide mere:
Nordisk Herpetologisk Forening

^ Til toppen

Undulat

Den vilde undulat findes kun i farvevarianterne grøn eller grønlig med gult hoved, men man har i tidens løb fremavlet mange andre farvevarianter, bl.a. kan man få ensfarvede blå, gule eller hvide undulater i dyrehandlen

Sociale behov/floksammensætning
I naturen er undulater udprægede flokdyr, og de skal derfor holdes to eller flere sammen. Ønsker man ikke æg og unger, kan to hanner fint gå sammen, mens hunner godt kan være lidt mere stridbare overfor hinanden. I så fald skal de selvfølgelig ikke holdes sammen.
Selvom man har to undulater, kan de godt blive tamme. Start eventuelt med at anskaffe én undulat, du kan gøre tam. Når det er sket, anskaffes en mere. Jo yngre undulaterne er, jo nemmere er det at gøre dem tamme.

Fodring
Det har førhen været almindeligt at bruge grit i form af sand/grus som bundlag i bure til stuefugle.
Der er dog flere grunde til, at man er begyndt at gå bort fra dette.
Grit i form af uopløseligt grus/sand/småsten er generelt ikke nødvendigt for papegøjer (ordenen Psittaciformes), der afskaller frøene med næbbet, inden de sluger dem. Tværtimod er der efterhånden en del, der tyder på, at uopløseligt grit i visse tilfælde kan ophobes i muskelmaven (kråsen) på papegøjerne, hvilket kan forårsage forstoppelse, der kan være yderst farlig for fuglenes helbred. Dette gælder især for de større papegøjer som f.eks. amazonpapegøjer og nymfeparakitter.

Til mindre papegøjer såsom undulater og spurvefugle som f.eks. kanariefugle og pragtfinker kan man give en smule grit én gang ugentligt. Brug helst organisk/kalkholdigt grit i form af sepiaskaller og østersskaller (varmebehandlede strandskaller, fås i dyrehandler), der ikke giver samme risiko for forstoppelse og kan virke som kalktilskud, samtidig med at det giver en sund aktivering af fuglene, når de bearbejder skallerne. Østersskallerne må gerne være tilsat lidt trækul, der i små, kontrollerede mængder kan gavne fordøjelsen.

Undulater er små dyr, der hurtigt kan sulte, og skal derfor altid have adgang til frisk foder hele døgnet rundt.
Som grundfoder kan man give en undulatblanding (speciel frøblanding). Suppler med frugt og grønt (se nedenstående).
I de senere år er det blevet muligt at købe færdiglavet pelleteret foder (foder i pilleform) til brug som supplerende grundkost til stuefugle. Fordelen ved dette foder som grundkost er, at det på forhånd er afstemt efter fuglens ernæringsmæssige behov for forskellige næringsstoffer, vitaminer og mineraler, hvilket hjælper til at sikre, at ens fugle altid får dækket disse behov. Til sammenligning kan frøblandinger i nogle tilfælde være for energirige/fedende og har ofte ikke den korrekte afbalancering af de forskellige vitaminer og mineraler, som er nødvendige for fuglene.

Har man fugle, der ikke har fået pelleteret foder før, og man ønsker at skifte dem over på dette, skal det ske gradvist, og det kan være nødvendigt at lokke fuglene til at spise det nye foder med små fif/teknikker i starten. Nogle fugle er vanedyr, når det kommer til kosten, og kan i begyndelsen være meget stædige med at afvise nye fødeemner, der ikke lige er godbidder. Man kan evt. rådføre sig med dyrlægen eller dyrehandleren, når man køber det pelleterede foder.
Pillerne kan fås i nogle dyrehandler og hos dyrlæger og fås i forskellige pille-størrelser, passende til de forskellige slags fugle. Supplér hver dag med frø, grønt og frugt.

Såfremt man fodrer med pelleteret foder, vil den rette vægtmæssige balance mellem fodergrupperne være: Ca. 30 % frøblanding, 40 % frugt og grønt og 30 % pillefoder.
Af grønt og frugt kan man give revne æbler og gulerødder samt salatblade, mælkebøtte, fuglegræs og agurk. Alt grønt bør være økologisk/usprøjtet. Mælkebøtteblade og fuglegræs findes som »ukrudt« i haver og vejkanter. Pas på, at der ikke er brugt sprøjtemidler eller er meget bilos de steder, hvor det plukkes. Alternativt kan man give »kattegræs« (fås i dyrhandler). Giv ikke avocado eller kartofler, da de indeholder stoffer, der er giftige for fuglene.

Bland aldrig vådt foder som frugt og grøntsager med tørt foder som frø, pelleteret foder osv., for hvis det tørre foder begynder at mugne (og det gør det hurtigt, hvis det bliver fugtigt), kan det være meget giftigt for fuglen at spise. Fodr derfor med frø, grønt/frugt og evt. pelleteret foder i tre separate skåle. Frø bør altid opbevares i pakker/poser af papir, da indpakning i plast kan medføre, at frøene mister næringsværdi. Samtidig risikerer man at lukke fugt ind til frøene, så der kan dannes mug/svampesporer. Skålen med undulatblanding blæses ren for tomme frøskaller (gøres udendørs) og fyldes op hver dag.

Som kalktilskud kan man en gang om ugen give lidt varmebehandlede strandskaller, gerne tilsat trækul, der gavner fordøjelsen (produktet fås i dyrehandler). Kalkblokke eller sepiaskaller er også velegnede som kalktilskud.
Én gang om ugen gives et par dråber torskelevertran i undulatblandingen. Levertran er rigt på vitamin D, der hjælper fuglene med optagelse af kalk (som skal bruges til knogler, ved æglægning mv.).
Undulater kan tilbydes lidt proteintilskud i form af æggefoder, der består af sammenblandet hårdkogt æg og rasp, halvt af hvert. Giv en spiseskefuld af blandingen, én gang om ugen sammen med grundfoderet. Kan også købes i en dyrehandel.
Rent drikkevand gives dagligt i en skål eller drikkekar, evt. via et pumpeglas, da vandet ikke bliver så hurtigt beskidt i disse.

Burindretning
To undulater har behov for et bur på mindst 60 x 30 x 55 cm (længde x bredde x højde), men helst større, hvis man har plads til det, og en rigtig flyvevoliere er altid at foretrække. Brug altid firkantede bure, ikke runde. Runde/buede bure kan forvirre og stresse fuglene.
Ovennævnte minimumsburstørrelse er dog kun forsvarlig, hvis fuglene får en daglig flyvetur uden for buret, da undulater er gode flyvere, der har brug for megen motion.

Som bundlag i buret kan man bruge barkflis (fås i dyrehandler), der har den fordel, at barkstykkerne er store nok til, at fuglene ikke finder på at sluge dem, samtidig med at selve materialet har en desinficerende effekt. Alternativt til dette kan man bruge »Gnavz«-flager, som er et ikke-støvende naturprodukt fremstillet af plantefibre og tang, eller spånpiller/»strø« (kan købes i dyrehandler). Man skal dog altid holde øje med, om ens fugle ynder at spise af bundlaget, i så fald bør man skifte bundlagstype.

Bruger man sandpapir, skal det aldrig bruges alene som bundlag i buret, og man bør købe en variant fremstillet til fugle, som ikke indeholder skadelige stoffer såsom lim (købes i dyrehandler).
Udskift de runde siddepinde, der følger med buret, til naturgrene af forskellig tykkelse. De giver undulaten bedre »fodgymnastik«, og undulater nyder at gnave i friske grene. Derfor skal disse også udskiftes med jævne mellemrum. Grenene skal være så tykke, at fuglenes tæer kun kan nå ¾ rundt om grenen. Brug grene fra usprøjtede frugttræer. Grene fra hassel, bøg, ask, pil, poppel og ahorn m.fl. kan også bruges. Lad bark, kviste, blade og knopper blive på, fuglene er vilde med at pille i dem. Stil aldrig foderskåle mv. ind under siddegrenene, da fuglene så kan få afføring ned i skålene.
Mange undulater elsker at bade, så køb et fuglebadekar til ophængning i den åbne burlåge, eller sæt en underskål i bunden af buret med vand op til ca. 2 cm’s højde.

Buret skal altid stå hævet over jorden, så man undgår træk, samt ikke for koldt og ikke i direkte sollys.

Rengøring
Tomme frøskaller blæses væk fra frøskålen (gøres udendørs), så undulaten kan finde de hele frø. Vandet skiftes, og skålen/drikkeflasken vaskes dagligt. Frugt og grønt skal udskiftes hver dag. Daggamle rester af pelleteret foder fjernes, da det hurtigt kan mugne. Uspiste rester af proteintilskud fjernes, dagen efter det er blevet sat ind i buret.
Hold altid frø, pelleteret foder og vådt foder (»grønt«) adskilt, idet frø, der er begyndt at mugne pga. fugt, kan være meget giftige at spise for fuglene).

Frøskaller, ekskrementer og eventuelle fjer på bunden af buret skal støvsuges op dagligt eller mindst to gange om ugen. Fordelen ved let daglig rengøring er, at der er færre fjer- og støvpartikler i værelset. Det øger også ens egen trivsel.
Hele bundlaget udskiftes en gang om ugen. Hvis barkflis bliver meget fugtig/våd, kan der komme svampesporer, og i så fald skal bundlaget skiftes med det samme, og buret rengøres i bund. »Gnavz« er god til at suge fugt og bør ikke udvikle mug, såfremt det skiftes ugentligt.

Håndtering
Skal undulaten være tam, er det vigtigt at vænne den til din nærhed, straks efter at den er anskaffet.
Væn den til at gå op på din hånd og lad den sidde og hvile sig dér i længere tid, mens du forholder dig roligt. Jo oftere du tager den på hånden på denne måde, jo mere tam og fortrolig bliver den. Beløn den med en lille godbid under træningen.

Aktivering
Motion og aktivering er vigtigt for undulater. Lad fuglene komme ud og flyve en tur i værelset eller stuen hver dag. Byg eventuelt et fugletræ eller hæng en bakke med monterede grene op som landingsplads. Husk at lukke alle døre og vinduer og fjerne det, der evt. kan være farligt for fuglene. Store ruder bør være dækket af tynde gardiner el. lignende, når fuglene er ude af buret, da de ellers vil kunne komme til at flyve mod ruderne, med slemme skader til følge.

Man kan hænge forskelligt legetøj op i buret, men vær opmærksom på, at det ikke må være fremstillet af bly eller andet blødt metal, da det vil kunne give fuglene forgiftning. Spejle til undulater som »selskab« er ikke nødvendigt; lad i stedet fuglene have den naturlige sociale kontakt med hinanden i buret.

Livsforløb/formering
Undulater kan typisk blive op til ca. 10 år gamle og er kønsmodne, når de er ca. 6 måneder.
Holder man to undulater af forskelligt køn, vil det ofte ske, at de får lyst til at yngle.
For at parret kan yngle skal man give dem en redekasse, hvor de kan lægge æg og få unger. Redekassen anbringes uden på buret, så den ikke optager plads i buret. Et mindre og rundt indgangshul giver adgang til og fra redekasse/bur.
Man kan kun blive betaget af undulaternes spændende familieliv – og husk på, at undulater sagtens kan være tamme og fortrolige, selvom der er flere i samme bur.

Sundhed/sygdom
Som mange andre små fugle kan undulaten let få luftvejsinfektioner såsom bronkitis og lungebetændelse og skal derfor beskyttes mod træk/kulde.
Undgå at stille buret for varmt eller i direkte sollys, f.eks. bag en solbeskinnet rude, da det kan medføre hedeslag.

Undulater kan få forvokset næb, som i så fald skal klippes/trimmes hos dyrlægen.
Der findes en lidelse, særligt knyttet til undulater, kaldet »Scaly face«, som skyldes mider, der kan angribe fuglens næb, ansigt, ben og fødder, hvor de danner en gråhvid, skællet belægning, idet miderne graver gange i fuglens hud/næb/kløer. Miderne kan smitte fra fugl til fugl og skal behandles hos dyrlægen.
Undulater er tilbøjelige til at blive overvægtige, undgå derfor at fodre for ensidigt med meget energiholdige frøblandinger, nødder eller andre fede fødeemner.

Vil du vide mere:
Landsorganisationen Danske Fugleforeninger

^ Til toppen

Ørkenrotte

Sociale behov/floksammensætning
Ørkenrotter er meget sociale dyr, der i naturen lever i familiegrupper. Det er derfor vigtigt, at de holdes flere sammen for deres trivsels skyld. Ørkenrotter er meget territoriale, og der skal derfor tages visse forholdsregler, når man sætter sin gruppe/par sammen.

Kuldsøskende eller unger, der sættes sammen, når de er maks. 6-8 uger gamle, fungerer fint sammen i grupper/par af hunner og evt. én han.
Man bør ikke holde flere kønsmodne hanner sammen, især hvis der også er hunner til stede, da der så kan opstå slåskampe. Hvis man vil holde par sammensat af begge køn, kan hannen holdes sammen med hunnen og ungerne. Ørkenrotter har stærke pardannelser, og hannen deltager aktivt i yngelplejen. Sæt aldrig fremmede, voksne dyr sammen med en etableret gruppe, det kan medføre angreb på den nytilkomne.
Ørkenrotter yngler meget nemt, og man får derfor hurtigt flere, hvis man holder hunner og hanner sammen.

Fodring
Som grundfoder gives korn- og frøblanding til gnavere. Suppler med gulerødder, salat, kål, æble m.m., gerne usprøjtet/økologisk.
Ørkenrotterne elsker solsikkefrø, og hvis de har mulighed for det, vil de foretrække at spise disse, men solsikkefrø bør kun anvendes som »delikatesse«, da de er ret fedende. Desuden kan ørkenrotterne indimellem fodres med insekter, orme o.l.
Selvom ørkenrotter ikke drikker meget, så længe de får tilstrækkeligt med saftigt grønt og frugt, skal de altid have adgang til en drikkeflaske med frisk vand.

Burindretning
Buret skal være flugtsikkert, gerne i form af et terrarium med åben top, og et netlåg hertil er at foretrække. En familiegruppe har brug for meget plads, et bur på f.eks. 180 cm x 180 cm med en højde på min. 40 cm er langt det bedste. Desværre kan man p.t. ikke købe egnede bure til ørkenrotter i denne størrelse, men ved at sætte flere bure sammen med rør eller sammenføjninger i endevæggene kan man skabe den nødvendige plads.

Ørkenrotter graver underjordiske gange. Som bundmateriale kan anvendes 1/3 spåner, 1/3 muld, 1/3 sand plus masser af hø. Vil man bruge savsmuld, skal det være af den støvfrie slags, der kan købes i dyrehandler. Til understøttelse af gange bruges store rødder/grene. Ørkenrotterne bygger selv deres nye bolig.
Bundlaget bør være min. 30 cm dybt, så dyrene kan grave gange. Herudover et sovehus, f.eks. en trækasse eller lerhule til hamster; de kan købes i dyrehandler.
Der skal være en drikkeflaske med vand.
Buret bør være udstyret med en elpære i den ene ende (ikke for varmt). Sæt pæren over netlåget, så dyrene ikke kan komme til den. Sørg for god ventilation i buret.

Rengøring
Man skal dagligt fjerne gamle foderrester samt vaske og genopfylde drikkeflasken med vand. Giv jævnligt nyt hø.
Da ørkenrotterne ikke tisser ret meget, kommer buret ikke til at lugte, selvom man kun skifter det hver 14. dag. Bundlaget bør renses helt i bund hver 14. dag, og nye grene m.m. lægges ned. Pas ekstra på, hvis der er reder med unger, når du skifter buret.

Håndtering
Ørkenrotter tages op af buret i hul hånd. Luk ikke hånden om dyrene, og tag ikke fat i halen, da huden kan skalle af, hvorefter halestykket senere kan falde af. Pas på, dyrene ikke hopper ned, de kan komme til skade herved. Man ser dog nogle gange, typisk hos unger, at de ikke bryder sig om at sidde i hånden. I sådanne tilfælde skal man under håndtering holde helt inde ved haleroden på dyret, hvor det ikke vil beskadige halen/gøre ondt.

Hvis ørkenrotten skal færdes uden for sit bur, skal det være under opsyn, og man skal sikre sig, at der ikke er ledninger eller andre farlige ting fremme, som den kan bide i eller komme til skade ved på andre måder. I dyrehandler kan man få en lille indhegning, der kan bruges som løbegård.

Aktivering
Vær opmærksom på, at ørkenrotter er meget aktive dyr og er vågne i perioder på nogle timer ad gangen både om dagen og natten. Ørkenrotter ynder at grave gange og gnave. Giv dem derfor friske gnavegrene, evt. af usprøjtede frugttræer og barkstykker. Tilstrækkeligt dybt bundlag (som beskrevet under Burindretning). Indret gerne buret med krukker og »rørsystemer« (kan fås i dyrehandlen), som ørkenrotterne kan udforske og gemme sig i.
Fodr med insekter, f.eks. græshopper og melorme.

Livsforløb/formering
En ørkenrotte kan blive op til 3-5 år gammel. Den bliver typisk kønsmoden, når den er 7 uger gammel. Ønsker man at avle på hunnen, bør man dog vente, til hun er ca. 4-5 måneder gammel, før man lader hende blive drægtig, af hensyn til hendes vækst og helbred. Hunnen kan blive drægtig, indtil hun er ca. 2 år gammel.
Hunnen er gennemsnitligt drægtig i 24-26 dage og føder normalt 4-6 unger, men der kan godt være helt op til 11 unger i et kuld. Ungerne skal ikke tages fra moder og søskende, før de er ca. 6 uger gamle, af hensyn til at opnå en normal udvikling (prægning).

Sundhed/sygdom
Som mange andre små gnavere kan ørkenrotten nemt få luftvejsinfektioner, i form af f.eks. snue, besværet vejrtrækning og evt. klikkende lyde ved vejrtrækning. Særligt udsatte er unger og ældre/svagelige dyr, og årsagerne kan være utilstrækkelig ventilation af terrariet, kulde eller mangelfuld rengøring/udskiftning af bundlaget. Et meget støvende bundlag kan irritere ørkenrottens næse og luftveje, og derfor bør f.eks. almindeligt savsmuld ikke benyttes i terrariet (benyt evt. en støvfri variant eller savspåner i stedet, kan fås i dyrehandler).

Ørkenrotter har en leddelt hale, som nemt kan skades og senere visne af, hvis den hænger fast i noget eller holdes i. Løft derfor aldrig din ørkenrotte i halen.

Da ørkenrottens tænder er rodåbne (dvs. vokser livet igennem), kan den, hvis disse ikke slides korrekt og tilstrækkeligt, få forvoksede tænder. Der skal derfor altid være rigeligt med velegnet gnavemateriale (se Aktivering), da det medvirker til at sikre et tilstrækkeligt slid på tænderne. Forvoksede tænder skal behandles hos dyrlægen.
Diarré kan udløses af for meget grønt foder og kan i så fald udbedres ved at skære ned på grøntfoder i nogle dage.
Tyzzer’s disease er en dødelig og smitsom sygdom, hvis symptomer bl.a. er diarré, træthed og appetittab, og kan medføre døden allerede efter et døgns sygdom. Tyzzer’s disease kan behandles med antibiotika, og man skal straks søge dyrlæge, hvis man har mistanke om denne sygdom ud fra ovennævnte symptomer.

Vil du vide mere:
Gerbil.dk

^ Til toppen

Den vilde Degu
Den vilde Degu lever i Sydamerika. De lever i grupper, normalt mellem 5 -10 dyr, men der kan være flere hundrede deguer i en koloni. De graver gange i jorden, og hver familiegruppe har deres egne gangsystemer. Hannerne bygger ”tuer” foran den tunnelindgang, som de bruger. Størrelsen på tuer, afgør status i flokken.

Deguer er meget sociale dyr, så det er anbefalelsesværdigt at anskaffe flere end en degu, hvis man vil holde dem i fangenskab, men det er dog bedst at holde en gruppe hanner eller en gruppe hunner, eventuelt med en enkelt han. Deguer er territoriehævdende, og det kan derfor give slagsmål, hvis man har mere end en han sammen med hunner.

Deguen
Deguen, hvis latinske navn er octodon degu, er en lille brun gnaver. Den vejer normalt 200 – 300 gram, og den bliver i gennemsnit 5-6 år gammel. Der er dog eksempler på at deguer, i fangenskab, har nået en alder på 9-10 år. En deguhun er drægtig i 90 dage (hvilket er lang tid for en gnaver) og hun får 4-6 unger.

Ungerne er født pelsklædte og seende (ligesom hos marsvin), og de løber rundt i buret i løbet af et par dage. Ungerne er små og kan slippe ud gennem tremmerne på de fleste bure, så det er en god idé at flytte den drægtige hun til et akvarium eller terrarium før fødslen. Pas dog på ikke at stresse hende ved flytningen, da hun kan abortere ved stress. Hunnen kan blive parret igen umiddelbart efter fødslen, så hvis du vil undgå det, må du tage hannen fra i et par dage, Ellers kan han godt gå sammen med hunnen og ungerne.

Buret
Deguens bur skal være stort. De løber og klatrer meget, derfor er det godt med et højt bur med hylder, hvor dyrene kan lege og opholde sig. Har du flere deguer, bør du have mindst en hylde pr. degu. Det er godt at have nogle huse i buret, for deguerne har brug for at kunne gemme sig, ganske som i naturen, hvor de gemmer sig i deres jordhuler. Hvis du har god plads, vil deguen elske at have et sted, hvor den kan grave. Ellers skal den have adgang til små grene og lignende, som den kan bygge rede og tuer af.

En degu er en rigtig udbryderkonge, så sørg for at dens bur er absolut ”degu-tæt”, det vil sige, at der ikke må være træ, som de kan gnave sig igennem. En degu gnaver let en tyk træplanke igennem på en nat. Der må dog heller ikke være bart tremmegulv, da den let udvikler klumpfødder, hvis den går på tremmer.

Tilbehør og foder
Udover hylder og huse vil deguerne gerne have andre former for aktiverings-legetøj i buret, eksempelvis et hjul, men vælg et uden tremmer, så de ikke får halen i klemme. De skal have fri adgang til vand i en vandflaske, og de skal have fri adgang til foder, husk på at de godt kan finde på at gemme foder i lagre til værre tider. Et godt chinchillafoder fra dyrehandleren bør være basisfoder, derudover kan de få lidt grøntsager. Desuden skal de have friskt hø og gerne nogle friske grene, som de kan gnave i. Som alle andre gnavere har deguer også brug for at kunne slibe deres tænder.

De sætter stor pris på et sandbad med fint chinchillasand, derfor bør de også have mulighed for det. Vær opmærksom på at sandbadningen er en del af deres sociale adfærd, så der skal være plads til alle deguerne i sandbadet på en gang. Efter badeceremonien kan de finde på at tisse i sandet, så det skal skiftes ofte.

Kort om deguer:

• Deguer tåler ikke særlig godt ændringer i deres foder. Giv dem det foder de plejer at få. Skal der skiftes foder, så gør det gradvist.
• Deguer kan lide at der bliver flyttet om i deres bur. At de får nye hylder eller nyt legetøj.
• Deguers fortænder skal være orange, hvis de ikke er det, kan det være tegn på sygdom.
• Hvis deguer bliver for fede, kan de udvikle sukkersyge. Giv derfor ikke for meget frugt, en enkelt godbid i ny og næ skader dog næppe.
• Løft ALDRIG en degu i halen, den kan tabe den ligesom firben og andre krybdyr, men hos deguen vokser den IKKE ud igen.
• Navnet Octodon degu kommer fra den slidte emalje på deguens tænder. På overfladen ligner det et 8-tal.
• Deguerne er ”talende” kæledyr. De har adskillige forskellige lyde som de kommunikerer med.
• Deguer er dagaktive, mest om morgenen og aftenen, men de kan også give lyd fra sig om natten, så det er ikke ideelt at have dem i soveværelset om natten.
• Nogle stammer af deguer kommer fra højlandet i Chile, og de kan være meget følsomme over for høje temperaturer. En længere periode med temperaturer over 30 grader, kan være livsfarlig